JCB vinder stortest på dansk grund

JCB vinder stor international teleskoplæssertest, som TraktorTech har været med til at udføre på dansk grund.

Alle europæiske producenter af teleskoplæssere blev sidste år inviteret til Frederiks og Midtjylland.

Der var lige nogle krav til maskinen, de skulle stille med.

En løftehøjde omkring syv meter, en maksimal løftekraft omkring fire ton og en effekt i omegnen af 130-150 hestekræfter.

Og da testen var afsluttet efter flere ugers arbejde, så stod et britisk mærke tilbage med det allerbedste resultat.

Med en total score på 763 point ud af 1.000 er JCB 542-70 AgriXtra den samlede vinder af feltet – 26 point foran nummer to, Kramer KT 407.

De to teleskoplæssere ligger i samme gruppe målt på point, og det gælder også Manitou og Claas, som kommer ind på tredje- og fjerdepladsen. Kun syv point er der mellem de to.

Bobcat, New Holland og Merlo danner den tredje gruppe med henholdsvis 686, 675 og 664 point. Men er de dårlige teleskoplæssere så?

Nej på ingen måde, og det er i princippet den reelle konklusion af vores test.

JCB: Højt niveau på mange punkter

På vores skala fra 0 til 1.000 point klarer alle mærker sig generelt rigtig godt. Når JCB går helt i spids, så viser det noget om, at JCB på en lang række punkter er rigtig godt med. Eksempelvis er den næsten i top, når det gælder, hvordan den er at arbejde med den i praksis. Kun Kramer overgår den med et sølle point her. Som vi har skrevet før, så løfter alle maskiner det, som de skal. Også JCB. Og nogle af dem faktisk noget mere.

Hvis du har planer om, eller allerede i forvejen har megen transportkørsel med din teleskoplæsser - så er JCB et godt bud.

Vi testede samtlige maskiner på en 17 kilometer lang og kuperet testrute med en 12,5 ton tung trailer på slæb. JCB’en med sin hybrid-transmission klarede sig bedst af feltets deltagere. Den var hurtigste maskine om at køre ruten (46 minutter), brugte næstlaveste mængde brændstof (17,8 l), kun slået af Manitou (17,0 l). Kramer var længst tid om at nå gennem ruten – over 50 minutter – og dermed fire minutter langsommere end JCB.

 

Læs mere i TraktorTech

Du kan læse hele testen over 26 sider i den nye udgave af LandbrugsMediernes eget traktor- og teknikmagasin.

Du kan købe magasinet via LandbrugsMediernes abonnements-butik eller på tankstationer eller i kiosker landet rundt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.