Jysk Claas-forhandler i stor udvidelse

Bredsgaard i Kjellerup har købt nye haller hos naboen og udvider med fem ansatte.

Efter en uge, hvor en privat Claas-forhandler, Peter’s Auto og Traktor i Nørre Snede, har valgt at indstille aktiviteterne ved udgangen af februar, går det den modsatte vej hos en anden af de private Claas-forhandlere, som ikke er ejet af Claas-importøren Danish Agro Machinery.

Bredsgaard med ca. 30 ansatte har nemlig overtaget to haller fra en naboejendom i Kjellerup, som giver ekstra 2.500 kvm til værksted og klargøringsområde.

»Vi skal ansætte fem ekstra, når vi er fuldt klar ved slutningen af februar«, fortæller direktør Ivan Tang, der er svoger til maskinforretningens ejer Bent Hansen, der i øvrigt selv er værkfører.

I alt får maskinforretningen nu 6.000 m2 undertag, når de er færdige med at få gjort det sidste el-arbejde med mere.

Flere servicebiler

Til det nye år investerer Bredsgaard samtidig i fem nye servicebiler og en lastbil til service af snittere og mejetærskereftersyn.

I det forgangne år blev det bl.a. til 73 mejetærskereftersyn, fortæller han.

»Vores filosofi er, at vi hellere vil have mange mindre reparationer end enkelte store. Når folk, som ellers ikke bruger vores mærker, kommer forbi med reparationer, betyder det også, at vi lettere kommer med i buddet, når de ser på maskiner næste gang«, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.