Kæresten blev nærmest sur og sendte Oliver til mesterskab

Mejetærskerentusiast fra Sivertsen i Roskilde stiller op til mesterskab på Roskilde Dyrskue.

Han er ikke i tvivl om, hvad der helst skal stå på menuen som landbrugsmaskinmekaniker.

- Jeg kan rigtig godt li’ at rode med mejetærskere. Der er langt rundt og mange opgaver, siger Oliver Elmerkjær til LandbrugsAvisen.

Han er lærling på stedet, men får ofte lov til at være med på de helt store opgaver hos maskinforretningen i Roskilde.

Fra 2. til 4. juni er han også blandt de fire finalister, som dyster om pokalen som Danmarks Bedste Lærling med opgaver fordelt over alle tre dage på årets Roskilde Dyrskue.  

Det er dog ikke første gang, at tyveårige Oliver fra Jyderup-egnen på Vestsjælland på den måde repræsenterer erhvervet. Han er nemlig også en del af et lille eksklusivt korps af unge, som tager ud som rollemodel og fortæller om sin erhvervsuddannelse – som i hans tilfælde er parret med en gymnasieuddannelse – for skoleelever.

For nylig var han også i Tanzania på praktikophold, hvor en af funktionerne er at vise andre mekanikere i udlandet, hvordan en dansk landbrugsmaskinmekaniker arbejder.

I første omgang havde han ikke meldt sig til DBL-konkurrencen – men det rådede omgivelserne bod på.

- Min værkfører prikkede mig på skulderen og spurgte, hvorfor jeg ikke havde tilmeldt mig, og min kæreste blev nærmest sur og sagde, at når man har stillet op som rollemodel og rejst til Afrika for at lære fra sig, så er det fordi, man er dygtig og stolt af sit håndværk og derfor skulle jeg tilmelde mig. Det nåede jeg aldrig, fordi hun indstillede mig, fortæller den sjællandske deltager, som trods alt er glad for det gode initiativ.

Det er hans værkfører Ivan Pedersen fra Sivertsen også.

- Han er bare en, som går til den og forstår det med, at vi har brug for en skalle i sæsonerne, siger han med henvisning til, at landmandssønnen selv er vant til at give en hånd med hjemme på gården på Jyderup-egnen, men har 100 procent fokus på arbejdet hos Sivertsen, når der skal høstes og er brug for ham.   

- Derudover er han både god til at klare sin skolegang og meget udadvendt, så som person er han nem at gå til for kollegaerne, fortæller han.

Tiende mesterskab

Når konkurrencen indledes fredag 2. januar kl. ni i Roskilde, så er det 10. gang, at mesterskabet afholdes.  

DBL-konkurrencen startede tilbage i 2013 og har kun været ramt af enkelte bump under Covid-19 og ellers været fødeklinik for stolte danske præstationer i udlandet. Således har en række deltagere efter DBL-mesterskaberne hjemtaget medaljer fra både EuroSkills og WorldSkills-mesterskaber ude i verden.

En fast ting igennem årene har været det faktum, at deltagerne ikke nøjagtig ved, hvad de går ind til. Maskinerne er nemlig ukendte, inden starten går i Roskilde.

Den situation gælder således for Oliver, men også hans konkurrenter Peter Krarup True fra Karl Mertz i Horreby på Falster, Nikolaj Ernebjerg Jensen fra Sørensen & Lynggaard i Viborg og Tristan Orri Ragnar Guðmundsson fra Stevning Maskinforretning i Nordborg.

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.