Kører videre uden traktormærke og tror på, at omsætningen holder niveau

Ingemann Larsen, Nykøbing Mors er ikke længere officiel New Holland-forhandler. Alligevel forventer direktør Per Larsen at holde omsætningen efter, at han har fået Krone ind i folden – og mere tid til de andre mærker.

Billederne af Per Larsen i vores arkiv er ellers kun få måneder gamle. Men de er allerede forældede. Direktør og medejer hos Ingemann Larsen er nemlig ikke længere forbundet med de blå og gule farver og et stort New Holland-skilt ud for maskinforretningen i Frøslev på Mors.

Efter bruddet med New Holland bliver Krones produkter fremover det mest markante hos maskinhandleren, der i øvrigt fredag holder åbent hus for at præsentere de nye produkter overfor kunderne.

Nu står I så uden New Holland. Kan I med Krone kompensere for de manglende traktorer fra New Holland?

”Nu siger du traktorer. New Holland var også meget andet for os med høst- og industrimaskiner. Umiddelbart tror jeg ikke Krones program nødvendigvis kommer op i samme omsætning. Det er smallere. Men det er ikke negativt. Jo mere fokus man har på det, man laver, jo mere lykkes man med tingene. Til gengæld har vi haft nogle produkter, som har stået lidt i skyggen af New Holland. Der er nogle ting, som vi får lidt flere ressourcer til, så jeg forventer ingen omsætningsnedgang”, siger han.

Du har mistet et kendt traktormærke – og i stedet for fået et kendt maskinmærke i Krone. Kommer I styrket eller svækket ud af skiftet?

”En af de ting som er rimelig varme for tiden, det er importørernes/producenternes tumling igennem forhandlernettet. Det er fair nok, at man har nogle planer om, hvordan forhandlernettet skal se ud. Der er planer for alt muligt ned til, hvordan lokumspapiret skal se ud hos forhandler. Det skal man kunne identificere sig med – og det var der, hvor kæden hoppede lidt af for os. Det er ikke nyt, at man laver nye kontrakter med en tre-fem års plan. Den sidste udfordring kunne vi ikke identificere os med”, siger han med henvisning til målet om at blive mere full line i produktprogrammet.

”Jo bredere programmet er, jo sværere er det at have fokus. Det giver ikke mening for mig at sælge en New Holland-plov, som ikke nødvendigvis er tilpasset det danske marked”.

Hvordan er det så at være en maskinforretning uden et traktormærke som salgsvare?

”Det er da fantastisk. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke vil sælge nye traktorer fremadrettet. Vi har da solgt en ny traktor efterfølgende, selvom vi nu ikke er officiel forhandler. Dem får vi så fra en kollega i Danmark. Der er ikke nogen, som ikke vil sende noget tilbage. Vi blev også trætte af, at det eneste det drejer sig om er nummerplader. Det handler ikke om, hvad den koster, det handler om markedsandele. Men giver det værdi? Det er da sjovere at sælge en traktor til en, som gerne vil købe dem i stedet for, at den skal proppes ned i halsen på kunden. Vi forventer da at servicere alle vores kunder fremadrettet, og vi har ingen intention om at skære ned på vores traktorservice”.

Hvilket Krone-produkt forventer du dig mest af?

”Vi vil egentlig satse på hele programmet, men det er klart, at vi har en forkærlighed for snitteren – og det forventer vi, at vi kan øge væsentligt. Der har vi gjort rigtig godt. Og der er kunder i hele Norden, som vi servicerer på det område. Skal jeg pege to ting ud, som fylder mere end de andre, så bliver det snittere og pressere, men hele græsprogrammet hører sammen, og vi brænder for det hele”.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.