Karl Mertz gearer op på specialteam og henter salgschef hos DLG

Udnævner produktchef indenfor præcisionslandbrug. Henter samtidig ny salgschef fra DLG.

Maskinforretningen Karl Mertz, der rækker ud til kunder på Sydsjælland, Lolland og Falster, gearer nu en tand op på deres arbejde indenfor præcisionslandbrug.

GPS-eksperten Karsten Jespersen bliver nemlig produktchef indenfor området og kommer til at lede et team, der skal tage sig af maskinforretningens salg af eks. GPS og diverse løsninger indenfor præcisionslandbrug og kunderelaterede produktkurser, teknisk support og demokørsel med udstyret.

33-årige Karsten Jespersen er uddannet landbrugsmaskinmekaniker og har bl.a. arbejdet som traktorfører i Danmark og Australien.

Hos Karl Mertz udtaler direktør Anders Mikkelsen, at ambitionen er, at man vil være være specialister og førende inden for udstyr til præcisionslandbrug. 

”Det kræver, at vi fokuserer yderligere og det gør vi ved, at Karsten fremadrettet leder et team af dygtige medarbejdere, som er uddannet i de produkter som vi markedsfører, servicerer og ikke mindst supporterer”, siger han.

For Karsten Jespersen bliver en af hovedopgaverne at få omsat de avancerede løsninger til forstålige løsninger i marken.

”Ud over at vi sælger udstyret, så kommer vi til at fokusere på, at udligne det gab der er mellem det udstyr vi rent faktisk kan levere i dag og til hvad der på daglig basis bliver brugt i marken, ved f.eks. at tilbyde brugerkurser på basis og avanceret niveau og levere support i topklasse”, siger Karsten Jespersen i en pressemeddelse.

Henter ny salgschef hos DLG

På salgsfronten henter Karl Mertz samtidig også nye kræfter. 52-årige Anders Hansen med fortid som underdirektør hos DLG Øst skal fremover lede arbejdet som nyansat salgsleder fra 1. september.

”Maskinhandlerbranchen gennemgår en stor udvikling, hvor det er afgørende at kunne levere den bedst mulige rådgivning til vores eksisterende og nye kunder. Produkterne vi sælger, bliver mere og mere avancerede og udviklingen indenfor landbruget betyder, at vores kunder stiller store krav til en seriøs og kompetent rådgivning både teknisk og finansielt når der skal investeres i maskiner til driften”, lyder det fra den nye salgsleder, som tidligere har været ansat hos Karl Mertz – og før det arbejdet med salg af finansieringsløsninger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.