Kartoflerne får særlig overvågning
JSJ Agro i Nordjylland har sat to vejrstationer ind for at optimere overvågningen på firmaets 3.000 hektar.

Hvordan det står til med nedbør og fugtighed i kartoffelmarkerne hos JSJ Agro ved Aabybro, som driver mere end 3.000 hektar, kan være kritisk i forhold til bl.a. skimmel.

Derfor afprøvede det nordjyske driftsfællesskab to vejrstationer fra Fieldsense i 2018 og udvider med endnu én i år.

»Det er rigtig dejligt, at vi kan følge med og ikke bare beslutter os ud fra en fornemmelse på regnmåleren herhjemme«, siger driftsleder Christian Summerlund.

»Vi sætter en vejrstation i midten af en blok på 150 hektar med kartofler«, siger han og fortæller, at produktet i løbet af 2018 blev udvidet med historiske data, så han kan se udviklingen for de sidste tre måneder på vejrstationens placering.

Er DMIs prognoser ikke gode nok?

»Jo, det er de. Men her får vi nøjagtige tal fra marken, og det er altså bedre end fornemmelsen, da vejret kan variere en hel del inden for korte afstande«.

I driver jo et stort område – har I så nok vejrstationer?

»Det kunne da være rart med flere. Men det her er hjælp til yderområderne, og hvor vi synes, det er vigtigst at sætte ind. Men jeg tror ikke, at vi har brug for en vejstation for hver tredje km. Man kan også drukne i data«, siger han. Han forventer, at det bliver nået mere relevant i år end sidste år.

»Med det tørre år kunne vi jo bare konstatere, at her regnede det heller ikke. Nu skal vi gerne have et normalår, hvor det vil give større udslag«, forventer han.

Skulle han have udbygget vejrstationen yderligere, kunne det være rigtig godt med et lille kamera, som kan vise udviklingen i marken.

»Det har vi på prøve et andet sted med Syngenta, og det er rigtig spændende«.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.