- Katten er ude af sækken: Case IH viser flere nye traktorer frem

Der er både en stortraktor på den høje side af 300 hestekræfter og en traktor på alternative brændstoffer klar til markedet lige om lidt.

God mandag morgen.

2023 bliver et rigtig godt år, hvis man vil se på nye traktorer og maskiner. Forleden så landets Case IH-forhandlere nogle nye af slagsen på et stormøde i Madrid. Vi kan vise en snas af nogle af nyhederne lige om lidt.

Først et par aktuelle historier.

Sløv start på traktormarkedet

Starten på 2023 går ikke hen i historiebøgerne, som prangende måneder for det danske traktormarked.

Efter årets første to måneder er nyregistreringerne faldet med næsten 40 procent – fra knap 260 enheder i januar-februar 2022 til 161 enheder på samme tidspunkt i år.

Læs mere her: Minus 40 procent: Det danske traktormarked hænger med mulen

Mertz var outstanding på salg af mejetærskere

I dansk målestok er det  yderst godt gået, når man får solgt 29 mejetærskere på en sæson. Men det er det også på europæisk plan. Johs. Mertz 2022 er nemlig blevet bemærket hos New Hollands europæiske organisation, som hædrede dem foran alle de europæiske kollegaer på et stort møde i Madrid for mærkets forhandlere.

Få mere at vide her: Efter 29 solgte nye mejetærskere vinder dansk forhandler pris

Ny Optum og Case IH’s første eltraktor

Og så skal vi til historien bag overskriften. I sidste uge var New Holland-forhandlerne flittige med at lægge billeder ud af nye traktormodeller som med en ny T7.340 heavy duty som en nyhed, der gik sin sejrsgang på de sociale medier.

CNH samlede også Case IH-forhandlere i samme by, og de fik i den grad også nye produkter at se, som de snart kan gå i gang med at sælge i markedet. Og de får også en større traktor på paletten i form af en ny topmodel i Optum-serien, fremgår det af billeder fra en række europæiske forhandlere, herunder en lille video fra Yding Smedie & Maskiner, der konstaterer på sin Facebook, at katten er ude af sækken.

 

 

 

Nyhederne byder også på en ny eldrevet traktor, som man ikke har set før. Før jul viste CNH i en lignende model i New Holland version på et pressemøde i USA, men nu kommer der altså en Case IH-eltraktor allerede i 2023.

Nyheden er interessant, fordi CNH hidtil har været mest aktiv med at vise maskinnyheder med alternativer brændstoffer i New Holland-regi – eks. med gasdrevne traktorer. 

Læs også mere om de nye New Holland-modeller her:

Alt bliver større – også den traktor New Holland-forhandlere viser frem lige nu

Ny Fendt-læssemaskine ankommet til Danmark

Når vi nu er i gang med at se på maskiner på de sociale medier, så må jeg indrømme, at jeg ikke spottede en særlig læssemaskine på en sending nye maskiner på vej til TBS Maskinpower i Starup.

Men den er god nok.  

 

 

Når man så nærstuderer Facebook-opslaget, så er det intet mindre end den nye Fendt læssemaskine Cargo T740, som er den særlige Fendt-teleskoplæsser, hvor førerhuset følger med op. Første gang maskinen blev lanceret var det i en større, ni meters model. Sidste år præsenterede Fendt så en lidt mindre model på Sima-messen i Paris – og det er den, som nu er landet i Danmark. Læssemaskinen har en maksimal løftehøjde på  7,7 meter.

Du kan også lige se nogle af de første billeder, vi fik af den større model, da vi så den for et par år siden i Tyskland.

 

 

Flere vil sælge Schäffer i Sønderjylland

Inden vi slutter i dag, så kan vi også fortælle, at der fremover bliver flere forhandlere af Schäffer i Sønderjylland. Importøren Helms har nemlig fået PN Maskiner ved Rødding, Arrild Traktor- og Maskinservice nær Toftlund og Vestergaard Maskiner, Klovtoft ved Rødekro med på holdet, som supplerer Boi Davidsen Maskinforretning ApS i Bredebro og A. P. Jørgensen A/S, Ribe i regionen.

Se mere her: Tre ekstra Schäffer-forhandlere i Sønderjylland

Det sker

I en uge som helt øjensynligt starter med en masse rusk og regn, så lover DMI heldigvis også noget sol lidt senere på ugen. Vi kan også byde på en udsigt til en række spændende maskinhistorier på flere fronter.  

Verdens bedste kåres

I denne uge afholdes Conexpoo, den store udstilling for entreprenørmaskiner i USA. Udover en bunke nyheder indenfor området, så får gæsterne også mulighed for at møde verdens bedste maskinfører i en Caterpillar, når finalen afholdes Cat Global Operator Challenge. Finalefeltet byder bl.a. på en svensker, fortæller Equipment World.

Verdensomspændende konkurrencer er unægtelig spændende. Her på redaktionen er vi også med i noget stort – om end lidt mindre højtravende. Vi er nemlig vært for en af årets største traktortest i Europa i de kommende dage, når vi sammen med flere medier tester en række traktorer et sted i Jylland. Det må du lige vente på at høre mere om til senere på året.

Hos Valtra går uden med at fejre ti års jubilæum for deres særlige Unlimitied studio. Et særligt område på deres fabrik i Finland betyder, at man kan få fabriksleveret en række specialløsninger direkte fra Finland. Jeg kigger forbi løbet af ugen for at se nærmere på fænomenet.

Har du en særlige traktor, maskine eller andet, vi burde interessere os for, så er det bare at skrive til cjj@landbrugsavisen.dk.

Ha’ en fortrinlig uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.