Kendt fra TraktorTech – nu har de unge gutter vundet 220.000 kr. på Farming Simulator
VM i Farming Simulator League afgjort i Tyskland.

Først skruer vi tiden et års tid tilbage.

Under årsmødet for gamere, der sætter særlig pris på computerspillet Farming Simulator League, Farm Con vandt holdet Trelleborg første afdeling af ligaen i spillet, hvor man skal vise sine evner til at køre traktor og maskiner.

Undervejs udtalte Trelleborgs hold – en flok unge drenge fra Tyskland – til TraktorTech, at de var overraskede over, at de kunne vinde over verdens bedste hold.

Det var måske lidt beskedent. I hvert fald har Trelleborg netop sikret sig vindertitlen efter hele sæsonen med sejren i weekendens finalestævne i Tyskland.

Trelleborg slog et andet fabriksteam, Team Grimme og vandt 30.000 euro til deling – altså ca. 220.000 kr. Ikke dårligt når de fire unge gutter i forvejen får penge for at spille og rejseomkostningerne til deres sport sponsoreret af Trelleborg.

Giants Software, som er det schweiziske firma med knap 100 ansatte, der producerer og udvikler det verdenskendte computerspil og afholder ligaen Farming Simulator League, beretter om tætte dueller i semifinalerne mellem først Grimme og John Deere og efterfølgende Trelleborg og holdet BG(Stark).

Andre hold, der ikke kom lige så langt som Trelleborg, bestod ligeledes af fabriksteams som Claas, Horsch, Komatsu og Krone.

Trelleborg består af Lukas Bauer, Felix Hasenberger og Simon Hollweck.  

At e-sports er big business vidner ikke blot præmierne i Farming Simulator League om. Da Giants Software i november sidste år udgav en ny udgave af spillet Farming Simulator solgte man ifølge udgiveren en million kopier på kun ti dage. I alt er der solgt mange millioner spil igennem årene.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.