Kendt redskabsmærke skifter importør

Pronar, som især er kendt for deres vogne, men som også har mange andre redskaber i programmet, skal fremover importeres på det danske marked via HCP.

HCP får fremover også polske Pronar i sin produktportefølje på det danske marked. Dermed bliver HCP en vigtigere kunde for Pronar, som allerede lader sine produkter distribuere via HCP’s aktiviteter i Norge.

”Vi kender virksomheden og produkterne gennem flere år via samarbejdet mellem HCP Ringen og Pronar i Norge og har oplevet et stødt stigende salg, hvorfor turen nu er kommet til Danmark”, siger HCP’s adm. direktør Lars Wear, som oprindeligt selv kommer fra den norske HCP-organisation.


Salgschef Johnny Hansen og adm. direktør Lars Wear har landet nyt mærke i Danmark.

I Danmark skal HCP, som i forvejen importerer bl.a. Deutz-Fahr og mærker som Iseki, Multi One mm., nu til at opbygge et forhandlernet til Pronars produkter.

”Vi vil tilbyde vores egne traktorforhandlere at blive forhandlere, men er naturligt også interesserede i at samarbejde med en meget stor del af Præstbro´s hidtidige forhandlere. Kravet til begge grupper er en aktiv salgsindsats og kompetent opfølgning”, siger salgsansvarlig Johnny Hansen, HCP og tilføjer, at HCP’s egen maskinforretning, HCP Maskincenter i Randers, som nationalt showroom for alle HCP forhandlere i tillæg også vil have Pronars produkter i udstillingen.

Overtager efter Præstbro

Med aftalen mister Præstbro til gengæld sin rolle som importør af mærket. Ifølge HCP vil parterne i omstruktureringsfasen frem mod juni samarbejde, inden aktiviteterne er godt overleveret.

Planen er ifølge HCP og Pronar, at der kommer forøgede ressourcer til arbejdet med Pronar i Danmark, som i sidste ende skal give eksisterende brugere en kortere vej til service og forhandlernet.

I en kommentar siger Pronars senior eksport specialist Wojciech Parfieniuk, at aftalen åbner meget store muligheder for producenten.

”Vores fælles strategi med HCP er at dække hele Danmark, og dermed få langt flere udsalgssteder med Pronar-maskiner. Det betyder, at vi vil have flere maskiner på markedet, og dermed mindske leveringstiderne”, siger han og lover, at Pronar i løbet af kort tid vil lancere en række projekter målrettet det danske marked.   


Pronar har en markedsandel på ca. 50 pct. på det polske marked og eksporterer til ca. 60 lande.

Ikke bare vogne

Ifølge HCP kommer den nye importør til at markedsføre en række af Pronars forskellige vogne som tipvogne, dumpere, kroghejsevogne og maskintrailere, men også en trække andre typer.

Folkene i Krogager stopper dog ikke der, men vil samtidig forsøge at udbrede det danske markeds kendskab til bl.a. producentens græslinje og snerydningsudstyr.

”Vi har besluttet at introducere græslinjen også, for vi tror på, at der er et markedssegment for gode, holdbare redskaber, også til de gårde, der vil klare opgaverne selv.  Pronar er kendetegnet ved at være en meget effektiv og rationelt drevet leverandør. Det giver dem en stor fordel i deres prissætning og vi forventer os meget af deres udbygning i Danmark. Det er som udgangspunkt en meget høj kvalitet sammenlignet med den pris, varen udbydes til, og jeg tror, at vi kommer til at se mange brugere skele til Pronar i ønsket om at drive deres arbejde mest rationelt”, lyder det forventningsfyldt fra Johnny Hansen, HCP.

Faktaboks

Hvem er Pronar?

  • Den polske redskabsproducent blev grundlagt i 1988. 
  • Navnet PRONAR er en sammentrækning af "PRO" for produktion og "NAR" er en forkortelse for Narew, hvor firmaet stammer fra i den nordøstlige del af Polen.
  • Virksomheden har ca. 2.000 medarbejdere. De arbejder primært i selskabets 7 moderne fabrikker, der rent bygningsmæssigt udgør 280.000m2.
  • Her omdannes dagligt ca. 600 tons stål til redskaber og andre produkter

Kilde: HCP og Pronar

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.