Klar til at opgive John Deere i Estland

EU Kommissionen ser på Danish Agro-opkøb i maskinaktiviteter i Baltikum og Finland. Prisen ser ud til at blive afhændelse af John Deere.

Danish Agro er snublende tæt på at udvide sit maskinsalg med et større trecifret millionbeløb i de tre baltiske lande og Finland.

Der er dog kommet en kurre på tråden, som sandsynligvis kommer til at koste den danske koncern forhandlingen af John Deere i Estland.

For snart to år siden købte Danish Agro 45 pct. af aktierne i finske Keskos baltiske maskinaktiviteter i Estland, Letland og Litauen.

Under navnet Konekesko har selskaberne en omsætning på en milliard kroner fordelt over 13 afdelinger. Særligt interessant for Danish Agro er det faktum, at selskaberne varetager salget af Claas-produkter i regionen. Som en del aftalen kunne Danish Agro overtage de resterende 55 pct. af aktierne plus Keskos egne maskinaktiviteter i Finland, hvor virksomheden satser langt mere på detailhandel til finske forbrugere.

Den option aktiverede Danish Agro sidste år. Først blev overtagelsen en sag for de lokale konkurrencemyndigheder i de respektive lande. Siden er EU Kommissionen gået ind i sagen.

Bekymringen i Bruxelles er blandt andet, at Danish Agro i forvejen sidder på et pænt salg med John Deere i Estland via deres selskab Baltic Agro Machinery – og med den nye overtagelse og Claas under sig kommer de til at sidde på meget store markedsandele i landet indenfor snittere og høstmaskiner.

Ifølge LandbrugsAvisens oplysninger har Danish Agro nu tilbudt at afstå John Deere-forhandlingen i Estland for at få opkøbet til at gå igennem, selvom det langt fra er et ønskescenario for Danish Agro.

Med det endelige opkøb i hus i Finland og Baltikum bliver Danish Agro den største maskinhandler af Claas-produkter i hele verden.

Danish Agro vil ikke kommentere på sagen, før EU Kommissionen har sagt ja eller nej.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.