Kom JCB lige med afløseren for dieselmotoren?

JCB er klar med en forbrændingsmotor til brint, der er en plug-and-play-løsning til udskiftning af dieselmotoren i traktorer, entreprenørmaskiner og lastbiler.

Det virker umiddelbart lidt specielt at invitere alverdens fagjournalister til et pressemøde om en motor, som der egentlig kun kan oplyses tre ting om: 

Den er firecylindret, den har et slagvolumen på 4,8 liter, og den kører på ren brint i gasform.

Det er naturligvis det sidste, drivmidlet, der er nyheden fra britiske JCB, den britiske storproducent af entreprenørmaskiner. 

Firmaet har udviklet en forbrændingsmotor til brint, som er tæt på kommerciel lancering. 

Hvor tæt, kan JCB ikke aktuelt oplyse, men motoren er i den afsluttende testfase efter ca. to års udviklingsarbejde.

Dels i intensive laboratorietest, hvor de endelige specifikationer på motoren som f.eks. motorydelse og drejningsmoment også fastsættes. 

Dels kører motoren dagligt i en 542-70 teleskoplæsser og en 3CX rendegraver samt i en mindre Mercedes-lastbil, hvor den erstatter den fabriksmonterede motor.

Teleskoplæsseren og rendegraveren har på nuværende tidspunkt begge kørt omkring 400 problemfrie timer.

JCB forbrændingsmotor til brint

Plug-and-play

Som motorombytningen i lastbilen viser, kan JCB’s egenudviklede brint-forbrændingsmotor lidt forenklet beskrives som en plug-and-play-løsning, hvor dieselmotoren skiftes ud med brintmotoren. 

Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi JCB siden 2005 selv har bygget sine motorer, og reelt er den nederste halvdel af den nye brintmotor identisk med den gamle dieselmotor.

Det er primært indsprøjtningssystemet, antændingen af brændstoffet og turboen, som JCB har ændret på. 

Rent teknisk kan den nye brintforbrændingsmotor derfor beskrives som en hybrid mellem en benzin- og en dieselmotor.

Dertil kommer naturligvis en ny brændstoftank til brint i gasform under 350 bars tryk.

Desuden er udstødningssystemet modificeret til at håndtere vanddamp, som er den eneste emission fra brintmotoren. Dertil kommer en række sensorer til at detektere tab af brint og pludselige temperaturstigninger på maskinen.

Tanken bag brintmotorens opbygning og anvendelse som en plug-and-play-løsning er ifølge JCB den, at det eneste nye, som maskinføreren skal forholde sig til, er, at med brint skal der tankes på en ny, men egentlig ikke anderledes måde end med diesel.

Alt andet på en brintdrevet maskine – betjening, transmission, trækkraft, løfte- og brydestyrke samt kapacitet – vil være fuldstændig, som hun er vant til fra sin gamle dieseldrevne maskine. 

Det samme gælder i serviceledet, hvor ca. 97 procent er velkendte komponenter for servicefolkene, og det er tændingssystemet for så vidt også.

JCB tankstuds til brint i gasform

Brinten er på vej

Men hvorfor vise en brintforbrændingsmotor frem på et tidspunkt, hvor der stadig er måneder snarere end uger til JCB’s kommercielle lancering? 

Det gav JCB intet klart svar på, men antydede, at JCB som en af de helt store globale producenter af entreprenørmaskiner gerne vil sende et klart signal til politikere, myndigheder og investorer: 

Vi har motoren og kan reducere klimabelastningen fra landbruget, entreprenørbranchen og transportsektorens maskiner til et stort rundt nul. Har I brinten klar?

Her vil svaret være et nej, men den er på vej. 

En række lande har allerede vedtaget ambitiøse planer for produktion af klimaneutral brint ved elektrolyse med strøm fra vedvarende energi. 

Men lige nu er denne brint ikke tilgængelig i tilstrækkelige mængder, og en infrastruktur til distribution af brint er heller ikke på plads.

Faktaboks

JCB

  • JCB blev etableret i England i 1945 og er fortsat ejet af Bamford-familien.
  • Virksomheden er verdens trdjestørste producenr af entreprenørmaskiner med en årlig produktion af godt 20.000 maskiner på 22 fabrikker på fire kontinenter.
  • Indien er i dag JCB’s største enkeltmarked, hvor især rendegraverne sælger godt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.