Kragmann hopper over broen og køber op

Maskinpartner i Vejle bliver fremover ejet af den fynske New Holland-forhandler og mejetærskerspecialist Kragmann.

Konsolideringen i dansk maskinhandel fortsætter med uformindsket fart.

Den fynske maskinhandler Kragmann A/S, der bl.a. er kendt som en af landets største aktører inden for handel af mejetærskere, overtager nu en anden New Holland-forhandler, Maskinpartner i Vejle.

Velkonsoliderede Kragmann fra Middelfart har købt Maskinpartner efter forhandlinger med den nuværende ejer Lars Jensen i Vejle, den tidligere ejer Carsten Mølby i Billund og Maskinpartners bankforbindelse Den Jyske Sparekasse.

Adm. direktør Jesper Kragmann bekræfter handlen over for LandbrugsAvisen.

»Vi har forhandlet en god løsning med Maskinpartners ejere og finansielle interessenter, som kan sikre virksomheden. Udestående er blot at få forhandlet en langsigtet aftale på plads med leverandørerne, men det forventer vi snart er på plads«, lyder det fra Jesper Kragmann.

Han kalder især opkøbet interessant i forhold til at få udvidet Kragmanns serviceapparat med Maskinpartners værkstedsteam i Vejle.

»Det er et sammentømret hold med mange års erfaring, og det giver os nogle spændende muligheder. Vi har haft mange kunder fra Jylland, som har handlet maskiner hos os, men når vi snakker service, har Lillebæltsbroen været en mental barriere. Nu får vi flere strenge at spille på«, siger han.

Navnet består

Overtagelsen af virksomheden i Vejle kommer ikke til at betyder enden for navnet Maskinpartner. Nu tidligere ejer Lars Jensen fortsætter som leder af forretningen i Vejle, der fortsætter med samme cvr-nr. og navn samt holdet af ansatte, oplyses det.

»Vi vurderer, at Maskinpartners omdømme og goodwill er mindst lige så godt som vores eget, så vi vil ikke ændre noget på mange års historie. Den har været udfordret økonomisk, men det har vi nu fundet en god løsning på, og det kommer også til at blive positivt for medarbejderne at kunne se fremad nu«, siger Jesper Kragmann.

Maskinpartner beskæftiger i dag 14 i Vejle, mens Kragmann A/S i Middelfart selv har 28 ansatte.

Han vil ikke afvise, at Kragmann vil gå efter flere muligheder for vækst i de kommende år.

»Jeg har før sagt, at Fyn er fin, men for lille. Vi skal finde en plads for os i et puslespil, hvor f.eks. John Deere og Claas er gået til én aktør og Raiffeisen Waren er gået stort ind hos Fendt. Enten kommer der nye muligheder for os, eller også er vi blevet mere interessante at fusionere eller samarbejde med«.

Faktaboks

Kragmann A/S:

  • Har i dag 28 ansatte i 
Middelfart. 
  • Bliver nu ejer af maskinforretningen Maskinpartner i Vejle med 14 ansatte. 
  • New Holland-forhandler på Fyn. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.