Kun enkelte maskinhandlere helt nede i det røde felt

I 2015 havde hver tredje maskinforretning underskud. Nu er det under en femtedel. Dermed er flere års trend med stadig flere forhandlere med underskud afbrudt i branchen.

Det har været en kedelig trend.

Et stigende antal maskinhandlere har haft negativ indtjening flere år i træk. Men nu er udviklingen brudt, viser en større regnskabsanalyse fra Dansk Maskinhandlerforening(DM), som netop har præsenteret tallene på den årlige generalforsamling i Odense Congress Center.  

Ud af 116 medlemsvirksomheder er det således 96 virksomheder mod 82 året før, der nu kører med overskud, hvilket markant har skubbet procenten af virksomheder med underskud i bund – fra en tredjedel året før til under en femtedel baseret på 2016-tallene.

 Og de bedre økonomiske tal er yderst velkomne. Dansk Maskinhandlerforenings formand Jens Aage Jensen vurderer, at bankerne anno 2017 er meget optagede af, hvilken risiko de løber, når de låner ud til branchen.  

”Selv om krisen måske er overstået, er der markant ændret på opfattelsen af, hvilke risici (hvis nogen overhovedet) banker er parate til at tage – og der stilles større krav til virksomhedernes egen dokumentation og delvis egen finansiering af vækst,” siger han.

Analysen afslører dog også, at der er enkelte virksomheder blandt forhandlere, der slider med en anstrengt økonomi. Således er der fem maskinhandlere, der har negativ egenkapital og negativ indtjening.

Bedre end hos autobranchen

Maskinhandlerne sammenligner også udviklingen med autoforhandlerne.  Her kommer landbrugsmaskinerne godt ud.

Autoforhandlere har i 2016  måttet konstatere, at tbruttofortjenesten faldt fra godt 6 mio. til 5,3 mio. i gennemsnit eller et fald på hele 12 procent , mens maskinhandlere har øget bruttofortjenesten med godt 4 pct.

”Der er lidt forskel på os. De har en meget hård konkurrence om salg af særligt de her helt små biler med meget lidt fortjeneste,” konkluderer Jens Aage Jensen.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.