Kverneland med ny vender på 16 meter

En af Kvernelands nyheder til græssæsonen er en vender med en arbejdsbredde på næsten 16 meter og nyt jordfølgesystem.

Op til den kommende græssæson er Kverneland aktuel med en nyhed, der henvender sig primært til maskinstationer og store brug. Det er den nye Kverneland 85156 C, en 15,6 meters vender, der ifølge producenten øger produktiviteten og kommer med et nyudviklet jordfølgesystem.

- Der er ingen tvivl om, at en vender på næsten 16 meter henvender sig primært til maskinstationen eller grovfoderproducenten. Derfor er det selvfølgelig også en vender, som er udviklet med fokus på driftssikkerhed og fleksibilitet, så vi kan opnå den høje kvalitet færdigvare, som efterspørges, siger produktchef hos Kverneland, Peder Pranger.

14 rotorer med lille diameter gør ifølge producenten nyheden velegnet til vending af afgrøder under næsten alle forhold. Nøjagtig jordfølgning er afgørende for et godt resultat, og Kverneland-løsningen til at følge jorden over hele arbejdsbredden på 15,6 meter er den nye TerraFlow-løsning. Med den nye løsning til at forbinde venderenheden og bærerammen er rotorerne i stand til at flekse og tilpasse sig jordens konturer uafhængigt af bærerammen. Det betyder, at tandafstanden til jorden forbliver konstant, hvilket giver rent foder.

Venderen er som standard udstyret med store 380/55-17 dæk for at give tilstrækkelig stabilitet af venderen. Større dæk fås som ekstraudstyr. Kverneland 85156 C er ifølge producenten egnet til de fleste traktorer og foldes ind til en bredde på under tre meter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.