Læsernes Traktor har fået værkfører - har du traktoren?

Der er ikke gået mange dage fra vi søsatte Læsernes Traktor 2.0 til, at det allerede er væltet ind med opbakning og donationer til projektet, der dermed også pludselig har fået en større plan for udviklingen i projektet.

Dansk Maskinhandlerforening går som sidst ind i projektet med massiv opbakning, hvor de påfører sig en værkfører-rolle med at få koordineret traktorens færden og drive projektet fremad i samarbejde med os. Samtidig stiller DM deres standplads på Agromek i både 2018 og 2020 til rådighed til at vise traktoren frem og til slut få den udloddet på den største messescene i vores branche i Danmark.

»Vi synes, at det er et fantastisk projekt, som vi meget gerne vil støtte. Traktoren er med til at vise, hvordan man griber sådanne to do projekter an, samler folk i vores branche og får samtidig vist, hvor spændende det er at arbejde med traktorer og landbrugsmaskiner«, siger direktør Klaus Nissen.

Har du traktoren?

Læsernes Traktor 2.0 mangler stadig det mest nødvendige, donortraktoren efter, at den har fået hjem, arbejdstimer og flere sponsorer.
Første traktor var en godt brugt MF 595 doneret af Hjallerup Maskinforretning. Traktoren rummede en spændende historie, et godt grundlag for at blive renoveret og blev et trækplaster, når den kom rundt, og dermed både et interessant bekendtskab for læsere og sponsorerne.

Denne gang er vi igen åbne for læsere og sponsorers gode indfald, når det gælder model. Vi glæder os til at få gode tilbud på donor-traktorer.

Når traktoren er blevet fundet, så har vores sponsorer allerede sørget for transporten og et hjem, og så står der en masse friske unge mennesker klar til at se nærmere på den i Aars, ligesom vi kommer til at følge den tæt undervejs, inden den når første pitstop på Agromek 2018 og bliver udloddet i 2020 på Agromek.

Hvis du vil være med, så kontakt redaktionschef Christian Juel Jørgensen på cjj@landbrugsmedierne.dk eller telefon 40283032.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.