Landets største Agco-forhandler i ny fremgang

Mere volumen igennem hænderne på de 100 ansatte hos stor Agco-forhandler i Jylland, står bag fremgangen.

Landets største forhandler af Agco-traktorer, Hjallerup Maskinforretning, har snuden vendt i den rigtige retning.

I hvert fald har maskinforretningen løftet overskuddet efter skat fra en halv mio. kr. i forrige regnskab til knap to mio. kr. i det helt friske 2017-regnskab.

2017-tallene dækker endda kun årets første ti måneder, da maskinforretningen samtidig lægger regnskabsperioden om. Med det indbringende december-salg ville bundlinjen have set endnu bedre ud.   

”Ja, det er den rigtige retning. Vi har fået lidt mere volumenen igennem vores butik med stort set samme bemanding. Så har vi også nogle interne effektiviseringer”, siger adm. direktør Morten Bordvik, der er i fuld gang med at finde flere effektiviseringer. De finansielle resultater skal løftes yderligere i de kommende år.

”Vi skal stadig have mere ud af hver lønkrone ved at lave et bedre flow. Det gælder både butikkerne, hvor vi eks. har ændret åbningstiderne og hele vejen rundt”, siger han.

Et andet eksempel er lukningen af afdelingen i Brønderslev, som fremadrettet gavner økonomien, mens afdelingen har kostet i omegnen af 600.000 kr. i afhændelse i årets regnskab, da afdelingen ifølge Morten Bordvik i sin tid blev købt for dyrt.

Skal være mere solid

Fremgangen for Agco-forhandleren kommer i et år, hvor to af landets største Agco-forhandlere, Jysk Maskincenter og TBS Maskinpower, måtte strække våben og indgive konkursbegæring efter flere vanskelige år.

Tilbage i 2014 landede maskinforretningen et minus på knap 14 mio. kr. på driften. Siden er Morten Bordvirk indsat som direktør og både 2016- og 2017-tallene har givet overskud i forretningen. Katastrofe-regnskabet, som han kalder 2014, kaster stadig spor i forretningen. Hjallerup Maskinforretning skal nemlig være mere solid.

”Vi går efter at få øget vores soliditet, så vi har lidt mere at stå imod med. Vi tabte en hel del penge tilbage i 2014”, siger han.

Foreløbig er soliditeten løftet fra 13 pct. i 2016 til 16,7 pct. Udover at den forbedrede bundlinje er med til at polstre selskabet, så hjælper en ny regnskabsperiode også til.

Da flere leverandører op til årsskiftet kræver, at maskinforretningen køber ind fra deres lagre, så betyder regnskabsafslutningen ved udgangen af oktober, at lagerbindingen flytter væk fra årsregnskabets slutkonklusioner. 

”31. oktober ser ud til at være det helt rigtige tidspunkt at slutte året. Vi får mulighed for at rydde op, og soliditeten bliver bedre, når vi afslutter der. Mange kreditinstitutter bruger ofte årsregnskabet. Derfor betyder det aboslut noget”, siger han.

Bedre temperatur i branchen

Fra Hjallerup melder direktøren om et rigtig givtigt december-salg, hvor salget steg mere end en femtedel i forhold til julemåneden året før. I 2016 ville mange kunder gerne trække handlerne over i det nye år. I år har de ikke haft behov for at vente på nyt regnskabsår, forklarer han.  

En anden trend hos Hjallerup er udlejning af traktorer.

”Vi ser flere, der interesser sig for at leje den sidste traktor i stedet for at købe den.  Der er faktisk stor interesse for det. Og vi kommer i hvert fald til at se flere i 2018 i forhold til 2017”, vurderer Morten Bordvik.

Største traktormærke hos Hjallerup er Massey Ferguson, der ifølge Morten Bordvik ligger foran John Deere i det nordjyske kun overgået af New Holland. Med Fendt og Hjallerups nye traktormærke, Valtra, mener han dog, at forretningen ligger lunt i svinget.

”Det var en langsom proces i starten med Valtra. Men nu er vi kommet godt i gang, og med mærket kommer vi ind på lidt andre kunder. MF er stadig vores største brand. Vi har en markedsdel på vores del af markedet på 20 pct. foran John Deere. NH har 26 pct. Hvis vi lægger Fendt, MF og Valtra sammen, så slår vi også dem”.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.