Legende i maskinhandlerbranchen gået bort

Sad med næsten halvdelen af traktorsalget i sit pastorat på Sjælland.

Det er de færreste, som opnår at være maskinhandler i seks årtier.

Men Asger Andersen, Gørlev gjorde.

Maskinhandleren etablerede sin egen forretning i byen mellem Kalundborg og Slagelse i 1961.  

Forinden havde han virket som montør, men virkelysten var stor, så derfor købte han en egen grund af kommunen.

Da undertegnede besøgte ham for fire år siden var det vores generations utrolig tørre høst i 2018 lige bag os. For Asger Andersen mindede det om tiden, hvor han kørte rundt som montør i 1959.

- Høsten i 1959 lignende den sommer utrolig meget, og man var færdig med at høste på samme tidspunkt, fortalte han dengang.      

Starten som maskinhandler blev med David Brown-forhandlingen på egnen. Et salg på 40-50 traktorer om året får Massey Ferguson gjort interesseret, og Asger Andersen blev i 1970 Massey Ferguson-forhandler med udgangspunkt fra Gørlev. Dengang var mærkerne knap så stringente i deres strategier, og i 1980 får han også lov til at sælge John Deere fra en afdeling i Slagelse, så mærkerne var geografisk opdelt.

I mange år betød forhandlingen af to stærke mærker, at Asger Andersens Maskinforretning sad på halvdelen af traktormarkedet på egnen.

Men rækkevidden var større end Vestsjælland for Asger Andersen.

I 1985 blev han formand for Dansk Maskinhandlerforening, en post som han bestred i otte år. Her var han med til at placere de danske maskinhandlere centralt i det europæiske samarbejde i deres fælleseuropæiske organisation Climmar.

Selvom han kunne været gået på pension for mange år siden, fortsatte han arbejdet selv, da han var passeret 90 år.

Næste generation, Sten og Helle Andersen, driver i dag maskinforretningen videre med udgangspunkt fra Gørlev.

Udover børnene efterlader Asger Andersen, der blev 94 år, sig hustruen Dea.

Begravelsen finder sted 21. januar fra Gørlev Kirke.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.