Lelys Lotus lever videre hos Fendt

Som en del af full-line konceptet har Fendt introduceret tre vendere, der bygger på de tidligere Lotus-modeller fra Lely.

Fendt har de seneste år haft både river og vendere i produktprogrammet. Det har været et led i full-line strategien fra Fendt og selskabets indehavere Agco.

Begge redskaber kommer fra Fella, som Agco også er indehaver af, men nu får Fendt yderligere en serie af vendere i programmet.

Lelys nu tidligere græsdivision har været kendt som specialist inden for branchen - blandt andet med Lotus venderne. Også den virksomhed (græsdivisionen) har Agco opkøbt og bruger nu knowhow derfra i lanceringen af sine tre nye modeller hos Fendt.

Navnet er Lotus, præcis som det tidligere navn hos Lely, og Fendt satser i første omgang på én liftophængt model, Fendt Lotus 770, og to større bugserede modeller, Fendt Lotus 1020T og 1250T. Arbejdsbredden er 7,7, 10,2 og 12,5 meter og følger modellernes navne.

Forskellen ligger i fingrene

Fendts nuværende program af vendere hedder Twister. De fortsætter uforandret med i alt ni modeller, hvor største model er på 12,7 meters arbejdsbredde.

Men hvad er så forskellen på Lotus og Twister?

»I bund og grund er det to redskaber, der kan det samme. Men Lotus er anderledes i sin opbygning, og den store forskel ligger i den nu tidligere patenterede rivefinger på Lotus’en,« fortæller Peter Midtiby, markedschef for Nord- og Østeuropa hos Fendt.

»Fingeren har en speciel udformning, der har meget positive egenskaber og er særdeles velkendt. Den har også ry for at undgå jordforurening af afgrøden, og den har en evne til at ligge det våde græs øverst,« uddyber Peter Midtiby og tilføjer, at Lotus vil blive lidt dyrere prismæssigt end Twister.

Agco lukkede for nogen tid siden Lelys fabrik, der producerede græsudstyr. I stedet flyttede produktionen til Fellas fabrik i Feucht, Tyskland. Det er også der, Lotus venderne produceres i dag.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.