Let og enkel lille Väderstad Spirit

Med tre og fire meters arbejdsbredde i en fast ramme lancerer Väderstad nu mindre versioner af Spirit-såmaskinen. Den specielle tank gør de nye maskiner let genkendelige.

Et firkantet profilrør centreret på langs af maskinen er omdrejningspunktet for to helt nye modeller af Väderstad Spirit. Spirit R 300-400S med henholdsvis tre og fire meters arbejdsbredde  i en fast ramme skal dække behovet fra landmænd, der ønsker en enkel maskine, der er let at servicere og bruge i dagligdagen.

Det første, der springer i øjnene er den specielle så-tank, der er udført i et hærdet plast-materiale, og hvor selve blæseren er integreret i for at reducere slid på grund af støv.  Men ellers gør de to ”mini” Spirit-såmaskiner fortsat brug af ideerne fra de større modeller – blandt andet så-skærene.

Forrest sidder to rækker disc monteret i et X-mønster, efterfulgt af en række forskudte pakkehjul. Til slut kommer så-skærene, hvor man nu kan justere skærtrykket hydraulisk – noget, som også vil finde vej til andre Spirit-såmaskiner fremover.

Spirit R 300-400S kommer med et ny doseringssystem, der arbejder under tryk, men hvor selve såtanken, der rummer 2.800 liter, ikke er under tryk under kørslen. Der er to doseringsenheder på maskine, så man kan blænde halvdelen af arbejdsbredden af i kiler.

Ligeledes kan de to modeller også udstyres med Väderstads helt nye SeedEye-koncept, hvor en sensor med seks transistorer med infrarødt lys tæller antallet af kerner, der løber gennem hvert så-rør. Det betyder, at man som chauffør kan taste et ønske antal kerner ind pr. kvadratmeter – og derefter ikke behøver at foretage sig yderligere. Der er ingen indsåning af maskinen overhovedet, og Väderstad angiver en nøjagtighed på systemet på 99 pct.

Der er dog lidt ventetid på de nye Spirit-maskiner. Ifølge Väderstad går produktionen af den nye model først i gang i efteråret 2016.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.