Lille Puma uden alt udstyret

Med en mere enkel Puma vil Case IH have fat i nye kunder.

Landbrugsavisen - Agritechnica.

Den hedder kort og godt Puma X. Case IH har løftet sløret for tre modeller i en ny og mere enkel serie af den i Danmark voldsomt populære traktorserie. Puma 140 X, 150 X og 165 X er alle i den såkaldte short wheelbase-version, og i modsætning CVX og Multicontroller har Puma ikke noget sofistikeret armlænskonsol og avanceret terminal. I stedet er man mere back to basics i kabinen på den lille Puma.

Det gælder også transmissionen, der er en semi-powershift udgave med seks trin i hver gruppe - i modsætning til Multicontroller, der har fuld powershift. Bagakslen er desuden minde i dimensionerne, og andre mindre dele er også skåret væk på Puma X. Til gengæld rummer listen af ekstraudstyr stadig mulighed for en lang række muligheder - eksempelvis autostyring.

»Vi kan se, at nogle mærker løber afsted med at få solgt en del traktorer i dette segment. Vi ser, at nogle landmænd gerne vil have traktorer med en høj effekt, men at de ikke nødvendigvis behøver en traktor med alt i udstyr«, fortæller Morten Nørtoft Jørgensen, marketingansvarlig hos Case IH Danmark, om baggrunden for de nye Puma’er.

Med denne introduktion vil der være et lille overlap mellem den kommende, største Maxxum 150, der har sekscylindret motor og Puma 140 X.

»Det ser jeg ikke som et problem. Det betyder, at vi kan tilbyde både en mindre og større traktorer men med næsten ens effekt«, tilføjer Morten Nørtoft Jørgensen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.