Lysegrønne traktorer og røde fuldfodervogne

Hos Midtfjord Agro i Løgstør er JF fuldfodervogne og Kuhns produkter det store nummer sammen med Deutz-Fahr.

Man kører derfra med indtrykket af en meget alsidig virksomhed præget af medarbejdere, der brænder for de maskiner, de har med at gøre. Det gælder både traktorerne fra Deutz-Fahr og ikke mindst fuldfodervognene fra JF, som er en rigtig god salgsvare blandt kvægbønderne i det nordvestjyske.

»Ja, JF fuldfodervognene er en af de store ting hos os. Vi har nok omkring 60 på en fast servicekontrakt, og det skaber en god omsætning,« siger sælger hos Midtfjord Agro, Casper Larsen, der tilføjer, at Midtfjord Agro fik forhandlingen af JF-Stoll for seks år siden. Og alene de seneste tre år er der nok solgt 45 vogne med tilskud. En af bestsellerne er JF VM 22, en enkel og gennemprøvet maskine, som er den største model i segmentet af kompakte fuldfodervogne.

Stort distrikt

Midtfjord Agro dækker fra adressen i Løgstør et temmelig stort distrikt, nemlig Vendsyssel helt op til Hjørring og Frederikshavn og sydpå ned til Skals ved Viborg. Forretningen har en god og meget synlig beliggenhed og har omkring 2.400 kvadratmeter under tag.

»En stor del af vores kunder er mælkeproducenter, og mange af dem er pressede. Det er, som om krisen er kommet herop med lidt forsinkelse. Det betyder, at renovering af kundernes maskiner er kommet til at betyde mere. Ofte handler det om at rådgive snarere end at forsøge at sælge kunden en ny maskine,« siger Casper Larsen.

»Lige nu glæder vi os meget til at få Kuhns nye Espro såmaskine hjem. Vi har rigtig mange Kuhn-kunder i området - og kunder til MI’s produkter generelt,« siger Casper Larsen.

 

God niche

Fra forretningen forhandles på 27. år hele MI maskinprogrammet, blandt andet Kuhn, Ferris og Simplicity samt Jonsered have-park-maskiner.

I 2007 supplerede man med en helt ny afdeling med salg af bl.a. Kildemoes-cykler, Pgo-scootere og Suzuki-ATV’ere. Forretningen sælger op mod 500 cykler om året.

I 2011 blev man tillige forhandler af Thaler minilæssere, og i 2012 rykkede de lysegrønne Deutz-Fahr-traktorer, teleskoplæssere og høstmaskiner ind, mens man samtidig stoppede med John Deere i forbindelse med John Deeres omlægning af forhandlernettet. Endelig er virksomheden serviceværksted og forhandler af Kuhn-sprøjter, ligesom man også foretager sprøjtesyn.

En god niche er, at Midtfjord Agro samler og klargør maskiner fra Buchtrup Agro i Mariager, det vil sige alle mulige maskiner lige fra MacDon skæreborde og selvkørende skårlæggere til rotorklippere.

Faktaboks

  • Midfjord Agro v. Jørgen Andersen
  • Løgstør
  • Deutz-Fahr, JF, MI, bl.a. Kuhn
  • Have/park og cykler

En ung virksomhed

Midtfjord Agro Aps, der er en forholdsvis ung virksomhed, så dagens lys 1. juli 2005, hvor landbrugsafdelingen hos J. Haldrup A/S og Gunner Jensen, Løgstør ApS, blev overtaget og videreført af det nye firma, Midtfjord Agro ApS. Det nye firma indehaves af Jørgen Andersen, der gennem mange år har været værkfører hos J. Haldrup A/S. Virksomheden har sit udgangspunkt i lokalerne Sønderport 137 i Løgstør, hvorfra Gunner Jensen har drevet maskinforretning siden 1992.

3 styrker

  1. Engagement: Medarbejdere, der brænder for de produkter, de har med at gøre.
  2. Bredde: Ideel aldersfordeling med både unge og meget erfarne medarbejdere.
  3. Størrelse: Virksomheden har en tilpas størrelse. Kommunikationen er god, og man kender kunderne.

Alsidige opgaver

På værkstedet hos Midtfjord Agro keder man sig næppe, for opgaverne er mange og alsidige. Ud over service og reparation af traktorer og alle tænkelige landbrugsmaskiner og have/park-grej har man en vigtig niche, da man også samler og klargør maskiner fra Buchtrup Agro i Mariager, og det gælder alt lige fra skæreborde til rotorklippere. Virksomheden foretager også service og syn af sprøjter. Midtfjord Agro har tre servicevogne kørende.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.