Mød alle trailersprøjters moder

Brdr. Toft Sprøjtespecialisten lancerer ny storsprøjte med kapacitet på op til 175 hektar pr. fyldning.

Det er da en nyhed af de store, i bogstaveligste forstand. Brdr. Toft introducerer nu en ny og ret så monstrøs trailersprøjte, der kan komme over 175 hektar, før den skal fyldes igen. Brdr. Toft har fået en importaftale i stand med den hollandske sprøjteproducent CHD Eefting, der står bag storheden.

"Vi har manglet sprøjter over 6.500 liter i vores produktportefølje og ser et stort potentiale i de hollandske sprøjter, som dækker tankkapaciteter på op til knap 15.000 liter", siger salgs- og marketingchef Finn Søndergaard fra sprøjtespecialist firmaet. 

CHD Eefting er kendt for at bygge store sprøjter igennem mange år og er store på hjemmemarkedet i Holland samt i Tyskland og er i øvrigt repræsenteret på en række markeder med store arealer, hvor kapaciteten kommer til sin ret.

CHD Eefting har mange års erfaring i opbygning af store tandem sprøjter, og Tandem serien består af to modeller på henholdsvis 11.500 og 13.800 liter tank indhold plus 1.000 liter rent vand. Den affjedrede tandem aksel er som standard med elektronisk styring af begge aksler for optimal sporfølgning. Den smalle chassiskonstruktion muliggør sporfølgning selv med hjul med stor diameter. 
CHD tilbyder desuden med modellen FG markedets største sprøjte på enkeltaksel. Den fås i to modeller med tankkapaciteter på 8.300 og 9.300 liter plus rentvand. 

"Vores aftale giver mulighed for at få de store sprøjter leveret med enten Bargam eller CHD sprøjtebomme. CHD producerer bomme op til imponerende 55 meter. CHD har mulighed for at tilpasse sprøjtebomme efter behov, så man f.eks. kan få en bom, der kan arbejde på 24, 36 og 42 meter, så der er flere fleksible muligheder", siger Finn Søndergaard.

CHD er kendt for at skræddersy sprøjterne til den enkelte kunde.  Fabrikken producerer godt 60 sprøjter om året. Der kører enkelte eksemplarer i Danmark.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.