Manden bag dansk stensamler: "Jeg har nok et opfinder-gén"

Ugens teknikprofil: Mød unge Søren Vestergaard Kristensen, der står bag den ATV-monterede Stoneless stensamler. Foreløbig er der solgt 30.

”Ja, jeg har jo nok en slags opfinder-gén. Da jeg var dreng, fandt jeg på at lave førerhus til min crosser, fordi jeg var træt af, at det regnede. Og lige nu har jeg også et par andre ideer, som jeg går og tænker på, men de må vente, for lige nu handler det om at få Stoneless maskinen ud over rampen”.

Ordene kommer fra 22-årige Søren Vestergaard Kristensen, der bor i Silkeborg, men som i Nørskovlund nær Kjellerup driver virksomheden Stoneless ApS, hvor han producerer stensamlere, som landmænd kan spænde efter en ATV eller UTV.

Ideen til den blev undfanget i forbindelse med en skoleopgave i 9. klasse og udløst af, at han selv var vokset op på Kjellerup-egnen på et landbrug, hvor han år efter år hjalp til med at fjerne sten fra marken. Og den arbejdsgang mente han kunne udføres nemmere.

”Foreløbig har vi solgt lidt over 30, og de næste 20 er på vej. Så nu har jeg hyret et konsulentfirma, der skal hjælpe med at få skabt interesse for maskinen i udlandet”, siger Søren Vestergaard Kristensen.

Produktionen af Stoneless maskinerne foregår på et værksted i Nørskovlund, hvor Søren Vestergaard Kristensen med god kammeraters hjælp samler maskinerne. Alle store ståldele fremstilles hos ES Stålindustri i Vildbjerg. Dertil kommer en række underleverandører, og resten fremstilles og samles i Nørskovlund.

Netop uddannet

Søren Vestergaard Kristensen er uddannet klejnsmed.
”Det er faktisk kun fem-seks uger siden, at jeg blev udlært hos Skanroll i Levring. Men jeg har arbejdet sideløbende med Stoneless projektet, siden jeg var 18”, siger Søren Vestergaard Kristensen, der - som han siger - ”godt ved, hvad jeg skal lave de næste mange år”.

Om han også har hobbyer eller fritidsinteresser?

”Det er da allerhøjst lidt mountainbike for at holde mig i form. Ellers ikke. Forretningen er min hobby. Og jeg har ikke nogen anelse om, hvad jeg bruger af timer på det om ugen”, siger Søren Vestergaard Kristensen.

"Jeg har endnu ikke fundet det nødvendigt at indblande forhandlere herhjemme endnu, men det bliver nok interessant, når vi skal mod udlandet", fortæller han.

Enmands-job

Stoneless stenopsamleren kan spændes på en ATV eller en UTV og er så klar til arbejdet med at indsamle markstenene, hvilket dermed er gjort til et enmands-job.

En kontrolboks fra maskinen føres frem til ATV’ens styr, og derfra kan man så hæve og sænke skovlsektionen, sætte rotorarmene i gang og tippe ladet. Konkret bliver man altså siddende på sin ATV under hele arbejdet. Når man kommer til en sten, samler man den op ved at trykke på en kontakt i stedet for at bøje sig ned og samle stenen op ved håndkraft.

Maskinen kan rumme cirka 500 kilo sten, inden den skal tømmes.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.