Maskineksperten: Hvem ved? Måske den billige harve laver et lige så flot resultat

Valget af den rette harve er relevant for rigtig mange landmænd. Ugens profil er manden på VKSTs harvedemo på Gisselfeld Kloster i næste uge.

»Nå, men vi kan da lige prøve at ringe til Christian Rabølle og høre, hvad han mener om det«.

Netop det er ikke nogen usædvanlig sætning i denne branche, for af og til opstår behovet for at slå på tråden til maskinkonsulent Christian Rabølle hos VKST i Sorø, som sammen med en lille håndfuld andre maskinkonsulenter i landet har fingeren på pulsen, når det gælder landmændenes brug af maskiner i marken.

På VKSTs hjemmeside står, at Christian Rabølles specialer er maskinrådgivning, maskinanalyser og maskinfællesskaber. Han ved noget om, hvilken maskine der er bedst egnet til en given opgave, og i den forbindelse arbejder han netop nu med noget helt håndgribeligt, nemlig VKSTs store harvedemonstration, som finder sted i næste uge på Gisselfeld Kloster ved Haslev, nærmere bestemt onsdag 5. september. På dagen demonstreres 32 harver fra 14 forskellige firmaer - alt i alt et bredt udvalg af fjedretandsharver, tallerkenharver, stivtandsharver og grubbere.

Og at en bred demonstration af harver er en god idé, er der ifølge Christian Rabølle mange gode grunde til:

»Vi oplever, at størstedelen af vores kunder i planteavl er både pløjere og harvere. Det er meget få, der er hundrede procent specialiserede. Det betyder, at det er meget relevant for rigtig mange landmænd at kunne vælge den helt rigtige harve og tage stilling til den rette type, så de ikke får investeret for dyrt og måske får købt noget helt forkert«, siger Christian Rabølle, der har arbejdet med at samle trådene i harvedemoen ved Gisselfeld Kloster i et par måneder.

»Vi synes, at det er en naturlig opgave for os at lave arrangementer af den art. Og leverandørerne har også lagt sjæl i det. Og hvem véd, måske vil de besøgende på dagen erfare, at en harve til 100.000 kr. laver et lige så flot resultat som en til 400.000 kr.«, funderer Christian Rabølle, der under alle omstændigheder er sikker på, at gæsterne på dagen bliver klogere på mulighederne.

VKST har tidligere arrangeret lignende demonstrationer - sidste år en demonstration af plove, som tiltrak 400 mennesker.

Christian Rabølle er uddannet agronom fra Landbohøjskolen. I 12 år var han lærer på Landbrugsskolen Sjælland i Høng, indtil han for otte år siden kom til Gefion i Sorø, det nuværende VKST.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.