Maskingigant dropper europæisk hovedkontor i England

Efter Brexit: den amerikanske maskinhandlerkæmpe Agco flytter sit europæiske hovedkvarter fra Storbritannien til et permanent EU-land.

Briternes beslutning om at forlade EU får nu den amerikanske maskinhandler-gigant Agco til at flytte sit europæiske hovedkvarter fra Coventry i England til et andet, mere permanent EU-land.

Det skriver det tyske landbrugsmedie Topagrar.

Topagrar vurderer, at Tyskland kan være en af mulighederne for et nyt hovedsæde, da Agco-mærket Fendt allerede har et produktionssted her.

Fyrer i UK

Agco beskæftiger cirka 500 medarbejdere i Coventry og mindst halvdelen af dem bliver overflødige, når Agco´s Englands-kontor fremover kun skal tage sig af forretninger i selve Storbritannien, skriver Topagrar.

»Det tjener ikke noget formål at beholde centrale funktioner som controlling, økonomi og jura i Storbritannien,« siger Agco´s bestyrelsesformand Martin Richenhagen ifølge Topagrar til FAZ.

Træt af Brexit

Martin Richenhagen er ifølge Topagrar ærgerlig over udfaldet af den britiske folkeafstemning, som efter hans opfattelse slet ikke burde have fundet sted.

»Jeg er modstander af folkeafstemninger, fordi enhver idiot kan snakke med dér,« citeres han for i Topagrar.

Ifølge de tyske medier har Agcos netop gennemførte overtagelse af det danske kornfirma, Thistedbaserede Cimbria for 340 mio dollar, svarende til cirka 2,3 mia. kr. ,vist, hvilken betydning, Agco tillægger Europa.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.