Maskinhandler godkender lille plus i år to efter storfusion

Dansk Maskincenter får lige netop sorte tal i regnskabet for oktoberåret.

Det er sådan set okay.

Sådan lyder det for medejer Henning Lund Andersen, når han skal sætte ord på årets resultat hos Danmarks største rendyrkede Massey Ferguson-forhandler med halvdelen af Jylland som sit pastorat. 

Maskinhandleren har realiseret en nedgang i resultatet fra 2,1 mio. kr. året før til knap 600.000 kr. i år.  

”Sidste efterår startede vores første kvartal i regnskabet med en meget stille periode på værkstedet efter den hurtige såning sidste år. Samtidig var salget meget stille”, fortæller han.

Til gengæld blev tingene bedre i løbet af året. Ifølge Henning Lund Andersen blev den underliggende evne til at tjene penge også bedre end det, som regnskabet udadtil fortæller.

”Vores revisor siger til os, at vi godt kan være tilfredse med det. Når vi tager engangsomkostningerne i betragtningen til sammenlægningen af vores forretninger og fire afdelinger med lagre, så har der været en okay forretning”, siger han.

Dansk Maskincenter forventer at seksdoble bundlinjen til et niveau omkring tre mio. kr. for det nye år.

”Vi er kommet meget bedre i gang her i efteråret med god aktivitet på værkstedet og eftermarkedet, og samtidig får vi også solgt en del nye maskiner. Det ser bestemt lovende ud”, siger han.   

Dækker op i Vestjylland og ned til grænsen

Dansk Maskincenter er en fusion af Rimmerhus Maskinforretning og Jelling Maskinforretning. Efter omvæltninger i landskabet hos Agco-forhandlerne, overtog virksomheden også forhandlingen af Massey Ferguson i Sønderjylland fra TBS Maskinpowers gamle afdeling i Toftlund, og har tillige en afdeling i Odder, som kommer fra det gamle Jelling Maskinforretning.

1. december trådte ejerlederne Henning Lund Andersen og Holger Skjoldemose selv et skridt i baggrunden, da virksomhedens nye direktør Charlotte Villum Jensen tiltrådte.

”Vores strategi var fra starten, at vi selv stod for ledelsen i de første par år. Vi kendte vores forretninger bedst, når de skulle sammenkøres, men det har også hele tiden været planen, at vi i det tredje år skulle have en ny ind. Det har vi nu fået i Charlotte(Villum Jensen), og det glæder vi os også til kommer til at give en effek.”

Dansk Maskincenter beskæftiger 87 ansatte, og forventer at fortsætte på samme niveau og med samme områder i 2020.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.