Maskinhandler kåret som vækstvirksomhed

Herborg Smede- og Maskinforretning var en af fire kandidater til Nykredit Vækstpris, der uddeles blandt en af landbrugets 200 største virksomheder.

Der er rigtig mange måder at vækste på. Derfor var et udvalgt dommerpanel også på en ret hård prøve, da de i september skulle vælge mellem fire meget forskellige virksomheder til Nykredit Vækstpris 2014 inden for landbrugets 200 største virksomheder.

»Nok blev I ikke vindere, men alene at blive nomineret og få så mange rosende ord med på vejen, er en flot præstation,« fremhævede Jens-Aage Jensen, formand for Dansk Maskinhandlerforening, på foreningens generalforsamling fredag.

Dommerkomitéen fremhævede i deres begrundelse for indstillingen blandt andet:

»Kravet for at vinde er ikke bare vækst, men sund vækst. Årets vækstvirksomhed er ikke en lille hurtigløber, der stormer frem det ene år og måske er væk det næste. Alle kandidaterne har over en længere periode vist evne til både at vokse, tjene penge og skabe arbejdspladser. Og ser man alene på 2013, er de alle i top i hver sin branche, når man undtager den vækst, der udelukkende skyldes opkøb og sammenlægninger.«

Tvunget til ny struktur

Oluf Poulsen startede som ejer af Herborg Smedie i 1975 og blev i 1976 forhandler af John Deere. Siden er det gået stærkt fremad, og det afgørende store hop ind i fremtiden kom i februar 2012, da maskinforretningen fik lov til at fortsætte som en af et stærkt reduceret antal danske forhandlere af John Deere.

Indehavere af Herborg Smede- og maskinforretning er foruden stifteren Oluf Poulsen også hans søn, Jens Poulsen, og hans svigersøn, Keld Andersen. Virksomheden har 68 medarbejdere fordelt på afdelinger i Herborg, Farre og Nørre Nissum.

Komiteen, der kårede vinderen, var ØK-direktør Niels Henrik Jensen, Axcel-partner Casper Lykke Pedersen, sales maneger Martin Hornsyld fra kreditbureauet Bisnode, vicedirektør Poul Erik Jørgensen, Nykredit og L&Fs daværende adm. direktør Søren Gade.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.