Maskinhandler med mange små kunder fordobler resultatet

Mange bække små har været en vinderformel for sjællandsk maskinhandler i 2018.

Maskinforretningen CBC Bay Christensen i Rønnede er i disse år inde i et stærkt drive.

CBC kommer ud af 2017/18 med et fordoblet resultat på knap 11 mio. kr. efter skat baseret på en medarbejderstab på 32 ansatte - og en kundeskare som typisk er mindre entreprenører, der skal bruge maskiner til lidt af hvert. Der afsattes cirka 200 nye maskiner om året plus det løse af skovle og andre redskaber til entreprenører samt nogle landbrugstraktorer, primært til kunder udenfor landbruget.

I har jo klaret jer helt pænt. Har der været ekstra medvind i entreprenørbranchen eller hvad skyldes det?

”Entreprenørbranchen har haft et fornuftigt år, men det er jo ikke fordi, at det er vanvittigt meget bedre end året før i branchen. Vi har haft fokus på det, vi skulle, og det er helt overordnet årsagen, at vi har fokus på det, vi går og laver, og har taget nogle heldige valg”, siger driftschef og medindehaver Mathias Friderichsen.

Kan du give nogle eksempler på de valg, som I har taget undervejs?

”Det er noget med at have styr på sine omkostninger og være bevidst om sine til- og fravalg. Og ikke lade sig drive af en eller anden trend og holde fast i beslutningerne. Og ikke mindst være omgivet af nogle dygtige og arrangerede medarbejder, der udgør forskellen i hverdagen”.

I har jo investeret i løbet af året, så I går altså ikke og sparer jer frem til de gode resultater?

”Nej, vi investerer absolut. Vi har investeret både i mandskab og materiel og alt, hvad vi skal. Vi er nogle mand mere”, siger han.

Når vi snakker nu og her, hvordan ser markedet for entreprenørmaskiner så ud?

”Det ser positivt ud. Vinteren er lavsæson, men det ser positivt ud. Vi har rigtig mange mindre kunder, og de har de godt, og de har noget at lave. Den mindre entreprenør han skal nok finde på noget at lave. Det ser absolut fornuftigt ud”.

Hvad sælger I bedst af for tiden?

”Traditionen tro sælger vi mest af vores Takeuchi-maskiner. Der er kommet lidt nye modeller, bl.a. en 2.400 kg maskine, som passer rigtig fint til det danske marked.”

generationsskifte i gang

Direktør for CBC er Carl Bay Christensen. Virksomhedens grand old man og stifter er stadig 100 pct. med – både som hovedaktionær og i det daglige arbejde.

Som vi har skrevet før, så er virksomheden godt i gang med et glidende generationsskifte efter, at Mathias Friderichsen og Morten Christoffersen købte sig ind i virksomheden i 2017.

Hvornår det unge makkerpar tager over, er der ikke sat en endelig dato på. Men gode resultater på bundlinjen gør det samtidig lettere at overtage virksomheden, forklarer den 43-årige maskinhandler.

”Vi holder den plan, som vi hele tiden har haft. Gode resultater gør jo tingene lettere for os, som skal købe hele virksomheden på sigt. Det er vi super glade for. Vi holder fast i planen og holder næsen i sporet”, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.