Der er udsigt til et kraftigt fald i investeringerne næste år, hvis man skal tro den seneste konjunkturanalyse fra Videncentret for Landbrug, det såkaldte Landmandsbarometer.
»Landmændenes forventninger til investeringerne er styrtdykket. Efter positive forventninger til investeringerne i de sidste tre målinger, er forventningerne til investeringerne i 2015 nu negative i samtlige driftsgrene. Mest negative er svineproducenternes forventninger. Blandt svineproducenter er der 37 procent flere, der venter tilbagegang end fremgang, mens det tilsvarende tal for mælkeproducenterne er 12 procent,« siger erhvervsøkonomisk chef Klaus Kaiser.
Af alle de adspurgte regner knap halvdelen med uændret (lave) investeringer i 2015, mens hele 36 procent venter nedgang i investeringerne.
Ifølge Klaus Kaiser skyldes det kraftige fald i forventningerne til investeringerne i 2015 en kombination af de hastigt og kraftigt faldende produktpriser og problemerne med at finde finansiering.
»Der er typisk en tendens til at større virksomheder procentuelt venter større investeringsaktivitet, men i den aktuelle situation er det modsatte dog gældende i 2015,« siger Klaus Kaiser.
Bremset gevaldigt op
Maskinbranchen har mærket nedgangen, men har ikke mistet modet.
»Vi kan allerede mærke det nu. I første halvår var det ganske fornuftigt, men det er bremset gevaldigt op efter høst, så vi har ikke de store forventninger til 2015,« siger Klaus Nissen, direktør i Dansk Maskinhandlerforening.
»Vi var spændt på, hvordan det ville gå på Agromek, men der var en positiv stemning, så jeg tror ikke, vi falder i et dybt hul igen. Det bliver ikke et jubelår, men det bliver heller ikke et annus horribilis,« siger Klaus Nissen.
Sten Andersen, formand for Agromek og administrerende direktør i Dan Egtved, hæfter sig også ved den gode stemning på Agromek.
»Kvægbrugerne har størst optimisme på trods af faldende mælkepris. Nu er kvoten snart væk, og det er formentlig dem, der har nemmest ved at finansiere investeringer,« siger Sten Andersen.
For Dan Egtved ser det også bedre ud.
»Helt konkret har vi de sidste tre-fire uger haft en markant bedre ordreindgang end i samme periode sidste år. Det gælder både nye stalde, forlængelser, ungdyrstalde og dyrevelfærdsstalde,« siger han.
Kommentarer