Maskinhandlere: Vi er gennem krisen
»Fremgangen i det økonomiske resultat gælder for alle størrelser af forretninger,« sagde formand på generalforsamling.

Landbrugsavisen.dk

»Det har været en hård tid, men nu tyder alt på, at vi er gennem krisen. Virksomhederne er blevet trimmet til at få en sund økonomi, og nu tyder alt på, at vi er på ret kurs igen«.

Sådan sammenfattede formand Jens-Aage Jensen det seneste års resultater, da Dansk Maskinhandlerforening (DM) fredag holdt generalforsamling i Fredericia.

En samlet opgørelse over resultaterne i 101 af foreningens i alt 134 virksomheder viser et bruttoresultat, der i 2013 voksede fra i alt 907 mio. kr. til 994 mio. kr. Endnu mere markant er, at det samlede årsresultat voksede med 50 procent fra 62 til 96 mio. kr.

»Fremgangen i det økonomiske resultat gælder for alle størrelser af forretninger,« fortsatte formanden.

»Og det kan I tillade jer at være stolte af. Og også for kunderne er det bedst at handle med sunde virksomheder. Langt de fleste maskinhandlere har pondus til at blive i markedet og fortsat yde en god service - også i årene fremover.«

Formanden noterede, at tilbagegangen for landbruget betyder, at resultaterne i 2014 ikke bliver på samme niveau. Traktorsalget er f. eks. faldet markant.

»Omvendt betyder de nuværende lave priser efter vores bedste mening ikke en tilbagevenden til de tunge år under finanskrisen. Vi skal bare vænne os til, at priserne har større udsving, fordi de afspejler verdensmarkedet i den omskiftelige verden, vi lever i.«

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.