Maskinimportør med vokseværk: Horsch-salget løftet 50 pct.

Weko Agro Machinery har i disse år vækst med opkøb – men også salget af det gamle kernemærke Horsch fik et gevaldigt skud opad i 2020.

2020 var på mange fronter et godt år at sælge maskiner for Weko Agro Machinery.

Maskinimportøren med tre afdelinger i Hammel, Bording og Hoven fik løftet bruttoresultat fra knap 24 mio. kr. året før til næste 48 mio. kr. i året. En af forklaringerne er stigende aktiviteter med indkørte tilkøbte afdelinger i Bording og Hoven – men et godt marked for importørens traditionelle forretning smitter også af, forklarer adm. direktør Tom Myrdal overfor Landbrugsavisen.

”På Horsch har væksten ligget på 50 pct.”, oplyser han og forklarer, at et område som sprøjter er øget rigtig meget uden, at Weko Agro Machinery har iscenesat særlige kampagner for at booste salget.

”Vi kan se fra andre, at markedet generelt har været godt, og så har vi over de seneste år selv investeret at være klar til væksten med nye systemer og i organisationen”, siger han.

Åben for mere

Med tilkøbene i Hoven og tidligere Bording kom WekoAgro Machinery for alvor som maskinleverandør til et voksende segment af danske kartoffelavlere.

”Kartoffelsegmentet voksede sidste år med 100 pct. 2020 var et superår, som vi ikke forventer kan gentage sig i år”, siger Tom Myrdal.

Med en bundlinje på knap 11 mio. kr. for de samlede aktiviteter fremviser selskabet et af de mere solide regnskaber i branchen. Ifølge Tom Myrdal er man ikke afvisende for at gå efter nye nicher og muligheder, der kan bringe medarbejdertallet højere op af de nuværende ca. 60 ansatte.  

”Vi har da blod på tanden, hvis der skulle dukke noget op. Vi har haft hænderne fulde med de nuværende opkøb, men vi er ved at være ovenpå og har fået en god, flad organisation, hvor vi ikke har en masse mellemledere, der giver høje fast omkostninger”, siger han.

Man skal dog ikke forvente, at de stadig stigende produkterområder bliver flankeret af maskinhandlernes traditionelle flagskibsprodukter, traktorer og mejetærskere.  

”Nej, det har vi ingen planer om.  Vi vil være importør for de produkter, vi arbejder med. Vi er opvokset med Horsch, hvor vi både er importør og forhandler og kan se, at det set-up er rigtig fint, og det er et koncept, som vi kan se, at andre også gerne vil gøre os efter”, siger han.

WekoAgro Machinery ejes i fællesskab af godsejer Bent Wedell og erhvervsmanden Christian Dybdal Christensen. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.