Maskinpartner: Vi satser både på landbrug og industri

Maskinpartner med base i Vejle og Billund er nu full-line New Holland. Entreprenører som ny kundegruppe venter ejerne sig meget af.

»Maskinpartner har længe været full-line New Holland-forhandler, men for et halvt år siden blev industrimaskiner lagt ind under landbrugsmaskinprogrammet, og det betød, at industrimaskiner fik større prioritet for os end hidtil.«

Det siger Lars Jensen, der er salgsdirektør og den ene af ejerne bag maskinforretningen Maskinpartner A/S, hvor New Holland udgør rygraden med over halvdelen af omsætningen.

Den anden ejer er adm. direktør Carsten Mølby. De to ejere har drevet den fælles forretning siden en fusion i 2003.

»Landbruget er den største kunde, men salget af materiel til entrepenører udgør nu en stigende andel,« siger Carsten Mølby.

Hærvejen deler

Med afdelinger i Vejle og Billund deler Hærvejen groft sagt kunderne hos Maskinpartner i to grupper, nemlig svineproducenter fortrinsvis mod øst og kvægbrugere samt kartoffelavlere i vest.

»Sådan er det traditionelt, men forskellen udlignes langsomt,« siger Lars Jensen.

Trods de 40 kilometers afstand mellem de to afdelinger gør ejerne meget for, at de to værksteder kan supplere hinanden og har samme engagement i forhold til kunderne.

»Der er cirka ti servicefolk og to lærlinge begge steder. Vi må jo selv tage ansvar for fødekæden af nye mekanikere,« siger salgsdirektøren.

Ny T7-serie og HD-versioner

Efter en vel overstået høst ser Maskinpartner frem til at præsentere den nye T7-serie med betegnelsen Tier 4B, der viser, at traktoren overholder de gældende krav til emission.

»T7 er Danmarks mest solgte traktor, og vi har stadig flere af den tidligere model til salg også,« siger Lars Jensen.

Senere kommer HD-versioner af T7-serien med højere akseltryk og trækkraft i niveauet mellem T7 og den større T8.

Der investeres stadig

I efteråret vil firmaet desuden demonstrere en vogn af mærket Joskin Drakkar, der har en bund bestående af et stort rullende bånd. Det gør vognen velegnet til transport af trykfølsomme afgrøder - eksempelvis kartofler, som der er mange af på egnen.

Trods de skyer, som krisen i svine- og kvægbruget kaster over branchen, vurderer ejerne, at aktivitetsniveauet og salget af maskiner er tåleligt

»Salget er altid i en bølgedal på nuværende tidspunkt, men vi får lige så mange forespørgsler som sædvanligt,« siger Carsten Mølby.

»Om det bliver til salg, ved vi aldrig, men vi fornemmer, at mange landmænd glædeligvis stadig har mod på at investere og udvikle deres bedrifter.«

Faktaboks

  • Maskinpartner A/S
  • Afdelinger i Billund og Vejle
  • Full-line New Holland
  • Kverneland, Gieant, Joskin, Fasterholt, AgriFac m.fl.

Fusion i 2003

Maskinpartner A/S er resultatet af en fusion mellem Løvlund Maskinforretning A/S i Billund og Maskinhuset Vejle A/S i 2003. Hovedkræfterne bag fusionen var de to nuværende ejere, adm. direktør Carsten Mølby og salgsdirektør Lars Jensen.Det primære mærke er New Holland. Maskinpartner er full line-forhandler med vægt på salg og service til såvel landbruget som industrikunder.

3 Styrker

  1. Service: Specialuddannet og erfarent personale til alle relevante maskintyper
  2. Engagement: Alle medarbejdere brænder for at opfylde kundens behov
  3. Vagtordning: Ring direkte til specialisten, der kender den aktuelle maskine - i sæsonen døgnet rundt.

Service i system

Maskinpartner har 36 ansatte, hvoraf hovedparten arbejder på de to værksteder i Billund og Vejle. I begge afdelinger er der i sæsonen vagttelefon på værksted og reservedelslager. Vagttelefonen på værkstedet har fire numre alt efter, om der er behov for reparation af traktor/redskaber, finsnitter, presser eller mejetærsker. I alt 10 servicevogne er klar til udrykning i marken i sæsonen. Alle reservedele leveres senest dagen efter, at de er bestilt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.