Maskinproducenten som ikke vil være i lommen på banken

Den lille danske maskinproducent Danfoil klarer sig med investorers indskud, så de ikke skal i banken og spørge om opbakning til de gode ideer.

I 2020 var Danfoil ved at være godt kendt for storsprøjter til store effektive landbrug.

Ingen havde vist lige set for sig en minisprøjte til at hænge mellem en robot. Men sådan kan tingene overraske og ideerne udfolde sig.

Hos Danfoil skal de store investeringsplaner kun klappes af internt med de trofaste investorer, og så kører man ellers på med projekterne.

”Vi er selvfinansierende, og derfor har vi ikke behov for at gå ned i en bank og spørge om lov. Jeg er rigtig glad for, at vi har det på den måde. Man skal passe på med, at man kommer i lommen på sådan nogle banker”, lyder det fra adm. direktør Martin Dyhrman Sørensen.

Han har netop fremlagt et lille overskud på en halv mio. kr. for 2020 og dermed positiv bundlinje for andet år i træk. For år tilbage var økonomien mere presset hos Danfoil, og derfor fremgår et skatteaktiv også i regnskabet, som per tradition fremkalder en lille note om, at investorerne stadig tror på projektet og stiller de rette midler til rådighed for virksomhedens drift.

Forventningen er, at den mindre danske maskinproducent med udgangspunkt i Nordjylland stille og rolig kan vokse sig større og større med organisk vækst.  

Netop ideen med de små sprøjter – den såkaldte Spitfire-sprøjte med 300 liters tank – har foreløbig kastet 15 enheder af sig via samarbejdet med robotproducenten AgroIntelli. Nu skal maskinen for alvor ud og køre i år, og så håber man på mere vækst i den ende af produktprogrammet.

Men Danfoils store produkter og enheder, der for alvor rykker i omsætningen - storsprøjter, som er kendt for et meget lavt væskeforbrug – forventes også at rykke virksomheden fremover i de kommende år.

”Vi investerer rigtig mange penge i udvikling, og det kan også ses på bundlinjen, som ellers kunne være højere. Det er de produkter, som vi skal leve af om 3-4-5 år. Og så bruger vi mange penge på at komme ind på nye markeder”, siger direktøren og peger på en satsning på det franske marked.

Danfoil

Især eksportmarkederne har været svære at nurse under corona-krisen. Ifølge Martin Dyhrman Sørensen er der tabt 15 til 20 pct. omsætningsvækst på eksporten i 2020. Til gengæld var året tilsvarende bedre hjemme på det danske marked.

”Vi er glade for at vokse i Danmark, men vi vil rigtig gerne begge dele og vil ud og vinde markedsandele. Jeg har sat mig i hovedet, at vi skal på messe i Frankrig i september., og så må vi bare håbe, at det lykkedes i takt med, at folk bliver vaccinerede”, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.