Maskinstation: Kæmpe prisforskel på nye traktorer

Kæmpe forskel i ydelser på operationel leasing, oplever maskinstation, som for nylig indgik kontrakt på stortraktor.

Der kan være meget store forskelle i prisniveauerne, når man tester markedet for operationel leasing.

Det er bl.a. erfaringen hos Birger Niemann fra Niemanns Maskinstation ved Køge.

»Vi endte med en Fendt 939, men indhentede flere tilbud fra konkurrerende mærker. Det ene lå rimelig tæt, mens det tredje lå hele 44 kr. pr. time fra det, som vi gik efter«, oplyser han.

Mindre risiko

Ifølge Birger Niemann viste hans kalkyler, at operationel leasing på den nye Fendt 939 ligger meget tæt med andre typer finansiering.

»Jeg skal bruge den som gylletraktor, og der skal vi op og køre omkring de 1.000 timer, og så synes vi, at det bliver til en besparelse. Den gamle Fendt 936 kørte ikke meget i stykker, men der havde de et stort serviceprogram, som det også koster en del at følge i løbet af året. Her har jeg ikke den samme risiko og får en erstatningstraktor, hvis den ikke kan laves inden for 24 timer«, forklarer han.

Han er dog ikke gået all in. Samtidig med den nye Fendt-traktor har han også købt to MF-traktorer. Usikkerheden om de skulle køre helt så meget som de timer, man binder sig for, var for stor.

»Kommer du ikke op på timerne, så bliver det for dyrt. Derfor har vi ikke gjort det på de to traktorer«, fortæller han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.