Maskinstation ved Hobro får ny direktør

Henrik Christoffersen, søn af stifter Lars Christoffersen, overtager ledelsen hos Tobberup Maskinstation.

Tobberup Maskinstation, der ligger nord for Hobro, fejrer, at de har fået ny direktør med en reception fredag 23. februar.

Det er sønnen Henrik Christoffersen, der er medejer, som overtager direktørrollen. Faren, Lars Christoffersen, ejer fortsat majoriteten, men sønnen vil løbende overtage ejerskabet.

"I sommer havde han to blodpropper i hovedet, så han vil gerne trappe ned. Han kan sagtens hjælpe med, men det med at styre maskinstationen er hårdt”, forklarer den 32-årige Henrik Christoffersen.

Faren startede maskinstationsarbejdet for 12 år siden, da han satte de cirka 140 køer ud. Da fortsatte han med kviehotel og kørte ud for andre.

Gradvist voksede det til en maskinstation med 8-10 medarbejdere, alt efter sæson. De fleste kunder er kvægbrugere, men der er også 3-4 grisebedrifter.

Henrik Christoffersen har nået at arbejde ved tre andre maskinstationer, men har været med det meste af tiden hos faren. Derfor har det været nemt at overtage ledelse.

Det er en maskinstation i god gænge, fremgår det af regnskaberne. For fire år siden var egenkapitalen beskeden, men de seneste tre offentliggjorte regnskaber bød på solide overskud, så egenkapitalen er blevet bygget op. Den var i seneste regnskab på 3,6 mio. kr., hvilket giver en soliditet på 16 procent.

"Det handler om at have nogle dygtige folk og få lavet et godt stykke arbejde. Og så handler det om at arbejde effektivt", siger Lars Christoffersen.

Maskinstationen har en kombination af leasede og ejede maskiner. Der hører desuden cirka 100 hektar jord til bedriften.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.