Maskinstationer klarer dramatiske prishop

Maskinstationsarbejde er stadig et attraktivt valg for landmanden, lød det fra formand Søren Ulrik Sørensen under DM&Es årsmøde.

- 2022 tegner et billede af en omkostningsbevidst branche. Maskinstationerne har i 2022 formået at kanalisere deres omkostninger videre i markedet, hvor prisen på brændstof er steget i det seneste år og har fået endnu et hak op i forbindelse med krigen i Ukraine. Samtidig oplever maskinstationerne stadig stigende priser, når der skal handles maskiner.

Sådan lød det fredag under årsmødet i Danske Maskinstationer & Entreprenører, da formand Søren Ulrik Sørensen aflagde sin beretning i Vingsted Hotel og Konferencecenter i Bredsten. Her præsenterede formanden blandt andet resultatet for DM&Es brancheundersøgelse, hvor flere maskinstationsejere regner med et driftsresultat på niveau med 2021 trods kraftige stigninger på især brændstof, men også på maskiner og vedligehold.

- Ser man isoleret på de store traktorer, er flere af dem steget med 25 procent i det sidste år, og det giver cirka et hop på 100 kroner i kostprisen fra 300 til 400 kroner pr. time, hvis de er godt udnyttet, sagde Søren Ulrik Sørensen.

Formanden fremhævede også, at de høje brændstofpriser betød, at flere maskinstationer i perioder var nødt til at prisregulere på daglig basis. Desuden gav det også det største ryk i inflationen siden 1980erne med stigning i maskinpriser og andet.

- Det bliver spændende at se nogle af de driftsresultater i 2022 fra de maskinstationer, som ikke har taget forbehold for prisstigning på diesel, sagde formanden.

Attraktivt valg

Søren Ulrik kunne til de cirka 300 årsmødedeltagere berette om forventninger til et intakt driftsresultat hos maskinstationerne trods et uroligt marked. Og ifølge formanden vidner det om en sund branche med styr på drift og ledelse af egen virksomhed.

- Vi kan fra vores brancheundersøgelse konkludere, at samarbejdet med maskinstationen fortsat er et naturligt og attraktivt valg for landmanden. Og tolker vi maskinstationernes driftsresultater, er samarbejdet også et kosteffektivt valg. Et intakt driftsresultat betyder endvidere, at der har været mulighed for investeringer, sagde Søren Ulrik Sørensen.

Søren Ulrik Sørensen konstaterede også, at mange maskinstationer oplever flere ordrer og flere ansatte.

- Udviklingen i antal ansatte følger også arbejdsmængden, sagde Søren Ulrik Sørensen.

Faktaboks

Landbrugsmaskinstationerne under DM&E omsatte i 2021 for cirka 2,7 milliarder kroner. De 168 rene landbrugsmaskinstatiner i DM&E omsætter i snit for 1,6 millioner kroner per ansat.Kilde: DM&E’s årsberetning

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.