Maskinstationer vil tiltrække flere unge

På Agromek vil DM&E Junior sætter fokus på karrieremulighederne hos landbrugets maskinstationer.

Når Agromek åbner inden længe i Messecenter Herning, vil der i hal C være et særligt samlingssted for branchens unge, hvor Danske Maskinstationer & Entreprenører samt ungdomsafdelingen DM&E Junior i år deler en fælles stand. Her vil man sætte fokus på de karrieremuligheder, der er hos landbrugets maskinstationer.

Hos landets maskinstationer er der både masser af ledende stillinger, og der er ligeledes behov for unge, der har ambitioner om at starte og drive maskinstation i fremtiden. På Agromek er der mulighed for at høre mere om arbejdet på en maskinstation, og de besøgende kan få en snak med repræsentanter fra bestyrelsen i DM&E Junior om, hvordan karrieremulighederne på en landbrugsmaskinstation er.

»Agromek er et oplagt samlingssted for unge med interesse for store maskiner og landbrug. Jeg ser frem til at møde andre med samme interesse. Vores netværk handler om, hvordan man bedst muligt kan lede en maskinstation, og hvordan man kan håndtere de udfordringer, der er når man er nystartet. Det vil vi gerne snakke med de unge mennesker om til Agromek«, siger Lasse Sørensen, der er formand for DM&E Junior.

DM&E Junior blev stiftet under DM&E i foråret med det formål at skabe et samlingssted for de unge på maskinstationerne og andre nysgerrige med interesse for ledelse og virksomhedsdrift. Netværket er voksende med nu 40 medlemmer, men foreningen har ambitioner om at samle endnu flere unge med interesse for branchen.

DM&E Junior blev præsenteret for første gang på DM&E Vidensdage 2018, for foreningens medlemmer, der i nogen tid havde efterspurgt et fællesskab, hvor særligt den unge generation kunne mødes i et professionelt netværk med andre, der deler interesse for landbrug og maskiner. Derfor blev der nedsat en arbejdsgruppe, og efter stor opbakning på en stiftende generalforsamling, blev DM&E Junior virkelighed.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.