Massey Ferguson barsler med stor lancering i juli

På hjemmeside tælles der ned til stor lancering.

Sidste år præsenterede Massey Ferguson en såkaldt månelandings-traktor på Agritechnica.

En vision af en traktor som skulle indikere, hvordan en fremtidens Massey Ferguson traktor kunne komme til at se ud.

Nu følger traktormærket op med en stor digital lancering 24. juli, fremgår det af annoncemateriale, som blev sendt ud fredag aften under mottoet a New Era for Massey Ferguson.  

Foreløbig er vi ikke meget klogere. Massey Ferguson ægger interessen for en ny traktoroplevelse, der bogstavelig talt skal lande på jorden 24. juli. Traktormærket lover, at den nye traktor vil give en forbedret brugeroplevelse for landmændene fremover.

Den digitale traktor

I de her år bliver traktorerne i stigende grad digitale på tværs af mærker og producenter. Da MF viste en koncepttraktor under sidste års Agritechnica, så var der lukket for adgangen til kabinen. Illustrationer viste dengang, at MF gjorde sig tanker om at udskifte det gode gamle rat med skærme.

MF ville ikke afsløre, om teknologien ville blive præsenteret i år udover, at man forventede at præsentere en ny traktor i løbet af 2020.  

»Men vores kommende traktorer vil have design og platform, der tager udgangspunkt i det koncept, vi viser her på udstillingen«, lød det dengang fra marketingsdirektør Francesco Murro, Massey Ferguson.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.