Mejetærsker pakket ind som julegave
Landmand i Randers modtager sin julegave indpakket - og dette selvom gaven består af en mejetærsker

Den 4. december rullede der en meget stor gave ind gennem portene hos HCP Danmark A/S i Krogager.

Inde bag den kraftige hvide folieindpakning gemte der sig en af de helt nye Deutz-Fahr mejetærskere med modelbetegnelsen C9206 TS.

Gaven skal videre til en kunde ved Randers, som altså har købt sig selv en temmelig stor julegave. 

”Det er næsten synd at køre den rundt inde bag det beskyttende folie, for det er nemlig en helt utrolig flot mejetærsker”, fortæller Kristian Dalum, der har været med til at sælge mejetærskeren sammen med den lokale Deutz-Fahr forhandler i området.

Mejetærskeren har op til 395 hk samt et tærskeværk med seks tystere. Maskinen har derudover både 4WD og "balanceudstyr", der kompenserer for terrænhældninger. 

Kristian Dalum fortæller også, at man oplever en stigende interesse for de nye mejetærskere fra større gårde og producenter af specialafgrøder, som ønsker at have deres egen mejetærsker for at kunne få høstet, når det er optimalt for dem og deres afgrøder.

Derfor kan det være, at der er flere der vælger at købe en stor julegave til dem selv i år. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.