Mejetærskernyt anno 1978: Dronningborg lancerer elektronisk overvågning

Da Agromek løb af stablen i 1979 var det to danske mejetærsker producenter, der havde de største nyheder med.

"En interessant nyhed", sådan beskrives det elektroniske overvågningssystem til mejetærskere, som Dronningborg Maskinfabrik præsenterede på Agromek i starten af 1979.

Systemet var udviklet af Dronningborg Maskinfabrik i samarbejde med et dansk elektronikfirma og indgik som standardudstyr på deres dengang nye D-8000, der blev præsenteret i efteråret 1978.

I Landsbladet kunne man læse, at overvågningssystemet kaldet "Digtrol" blev udviklet for at give piloten noget af den føling med maskinen tilbage, som kabinen forhindrede ham i at have.

"Foruden de tre elevatorer overvåges finrenseriet og halmsnitteren. Hvis omdrejningstallet på en af de overvågede aksler falder under en i forvejen bestemt kritisk værdi, varsler anlægget med lyd- og lyssignal. Lyden fortæller, at der er noget galt og lyset, hvilken aksel der er tale om", står der i Landsbladet.

På billedet herunder ses systemet Digtrol.

To nye JF-mejetærskere

Selvom overvågningssystemet fra Dronningborg Maskinfabrik var en stor nyhed, tiltrak en anden dansk mejetærsker producent sig også en del opmærksomhed. JF-fabrikken i Sønderborg havde to nye modeller af den karakteristiske JF-mejetærsker med på Agromek dette år.

"JFs mejetærsker-produktion omfatter nu tre modeller, nemlig 707, MS90 og 910 på henholdsvis syv, otte og ti fods skærebord" står der i Landsbladet.

Den største af de nye modeller var specielt tilpasset de større og kraftigere traktorer og havde ligesom 707'eren fået halmvinde-seperator og trapperyster. Korntanken var også gjort større, og man havde under konstruktionen lagt vægt på at skabe et bedre udsyn til skærebordet. Dagskapaciteten på de to nye JF-mejetærskere var henholdsvis 2,5 ton og fire ton.

På billedet herunder ses den største af de to nye JF-mejetærskere, MS 910. Det var kun omkring 15 procent af produktionen af denne mejetærsker, der blev solgt på det danske marked, resten gik til eksport.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.