Merpris for traktordæk skal hentes flere steder

Besparelser på dieselforbrug er ikke nok til at betale merprisen for dyrere EvoBib dæk.

Med en vejledende listepris eks. moms på 213.595 kroner er et sæt af Michelins EvoBib dæk groft sagt 40 pct. dyrere end et tilsvarende sæt Michelin MachXBib standarddæk i samme dimensioner.

En ny test, som sætter de to dæktyper op mod hinanden, viser, at der er brændstof at spare på landvejen ved at køre med EvoBib. Men besparelsen gør det ikke alene.

»Hvis du kører 2.000 timer årligt med EvoBib og sparer 0,5 liter diesel i timen, er der 7.500 kroner ekstra i lommen ved en literpris på 7,5 kroner. Men det er utopi at tro, at dækkene holder 20.000 timer«.

»Heldigvis er der andre fordele, man kan tage med«, mener John Christensen, der er journalist på magasinet TraktorTech, og som sammen med tre udenlandske landbrugsmedier står bag testen.

Trækkraft og levetid

Michelin lover længere levetid på EvoBib, såfremt man bruger dækket efter forskrifterne med korrekt dæktryk.

»Kan man køre 25-40 pct. længere på et sæt EvoBib dæk, bidrager det positivt økonomisk«.

Samtidig har EvoBib bedre trækkraft i marken, hvilket er lig med mindre energitab.

»EvoBib trækker 35 kN med 5,0 pct. hjulslip, mens MachXBib må op på 10 pct. hjulslip for at nå samme trækkraft«.

»Lavere hjulslip må også skade arealer med korn og græs mindre«, siger John Christensen.

Testen konkluderer dog ikke på rentabiliteten i EvoBib.

»Det vil være et individuelt skøn afhængigt af arbejdsopgaver. Dækket er samtidig så nyt, at det er begrænset med erfaringer om den faktiske levetid«.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.