Morgenposten: 1.400 km fra Danmark er sket en verdenssensation

I maskinernes faste nyhedsoverblik mandag morgen beretter vi bl.a. om en maskine, der har smidt føreren ud af kabinen i ét af vores nabolande – og spiller vi lyden af fremtidens motor. Ny maskine klarer helt banebrydende arbejdet selv

God mandag morgen,

Er du som mig så heldig at have børneflokken hjemme på ferie, så er det bare at nyde morgenstunden til en god omgang maskinlæsning, inden der kommer fut i tropperne.  

Og der er gode, spændende – og tankevækkende ting til kaffen. Vi skal både tale om høje priser, banebrydende maskiner – og en omgang lyd af fremtidsmusikken.

Brandvarmt marked del 1: Tredoblede priser

Vi starter et lidt kedeligt sted. Prisstigninger. Forleden kunne Fransgård Maskinfabrik fortælle, at de havde sat priserne op tre x fem procent i løbet af 2021 uden, at det var med nogen jublende glød i stemmen. De kan nemlig knap nå at følge med, når priserne stiger hos deres leverandører.  

Få et godt indblik i et brandvarmt maskinmarkedet lige nu:

Dansk maskinfabrik har måttet hæve priserne tre gange

Brandvarmt marked del 2: CNH lukker fabrikker

Forleden kunne vi også dele, at CNH skrev ud, at man for tiden lukker flere fabrikker midlertidigt pga. mangel på komponenter – eks. de meget omtalte mikrochips.

Leveringskrise bider sig fast i landbruget: CNH lukker fabrikker

Det Hvide Hus kommenterer på John Deere-strejke

Forleden berettede vi om storstrejke hos John Deere. Det er ikke bare en mindre sag for landbrugspressen. Fredag kommenterede sågar Det Hvide Hus på strejken, hvor essensen er, at Biden-administrationen glæder sig over, at amerikanske arbejdere nu har kraft til at stå sammen om bedre arbejdsforhold og lønninger.  

De over 10.000 John Deere-arbejdere, der strejker var ellers blevet tilbudt lønstigninger på mellem fem og seks procent – og sagde nej tak. Med andre ord ser det også ud til, at John Deeres lønomkostninger er stærkt stigende.. og hvem skal mon betale det?

Alt er stort hos John Deere – også deres strejker

Se verdens første selvkørende skovmaskine

Og så til historien bag overskriften denne gang. Oppe i Nordsverige ligger der lidt af et kluster indenfor skovbrugsmaskineri.

Det tekniske universitet i Luleå er eks. rigtig langt indenfor udvikling og forskning på skovmaskiner. Og nu er man kommet så langt, så man har lavet verdens første prototype af en udkørselsmaskine, der selv kører ind og plukker tømmer op og kører det ud af skoven. Når man tænker over operationen er det ret vildt. Selv siger svenskerne, at vi er langt fra at have det kørende kommercielt i skovene endnu, men forskningen vil understøtte, at teknikken kommer mere og mere ind i de kommercielle maskiner.

Se den køre her:

 

 

Læs mere her: Först i världen med autonom skotning

 

Deere-traktorer udsolgt frem til næste sommer

Denne historie minder mig om noget, som jeg læste for et par dage siden hos amerikanske Progressive Farmer.

De havde snakket med en større maskinhandler i Midtvesten, som fører John Deeres maskiner. Hele leveringskrisen mærkers også her. De kan ikke bestille flere John Deere 8R og 9R traktorer – og alt er solgt ud indtil sommerne næste år – og så de ved ikke, hvor mange de kan få efter det. Samtidig kan de ikke få fyldt deres behov for ansatte ud – og kunderne i amerikansk landbrug kan heller ikke.

”Alt der kan reducere behovet for arbejdskraft, selvkørende traktorer, robotter med videre vil være morgendagens vindere”, lyder det bl.a. fra maskinhandleren – og det samler måske meget godt flere af denne morgens historier i en sammenhængende vinkel.

Derfor mere fart i liftophængte plove i Danmark

Nuvel, vi må heller ikke glemme, at den store Agritechnica-optakt er over os. Forleden var det Amazone, som bød på pressemøde og virtuelle input omkring deres kommende produktprogram.

Her stod det klart, at man har tænkt sig at fortsætte med den relativt nye satsning på også at være et plovmærke. Det betyder nye modeller – og hurtige modeller.

Den danske importør Brøns har i den forbindelse en betragtning om, hvilken type plov der gør sig bedst i Danmark.

"Her på det danske marked har vi som altid størst forventninger til de liftophængte plove som Teres, og det skyldes det enkle forhold, at der er langt flere medarbejdere på landbrug og maskinstationer, der kan køre med de liftophængte modsat de bugserede, som kræver lidt mere", siger Anders Clemmensen fra Amazone-importøren, Brøns Group i artiklen om de nye plove:

Amazone klar til højere pløjehastigheder

Hør fremtidsmotoren

Og så var der lige det med motorlyden. Deutz "udgav" for nylig planerne om at bygge hydrogen-motorer i fremtiden for at kunne levere en klimavenlig motor. 

Nu har de også vist et lille klip med motoren, hvor man lige når at høre den aktion.

 

 

Det sker:

Årets traktor i Europa

Tirsdag: Mens mange hører Pressens radioavis til frokosten kl. 12, så er der kåring af Tractor of the Year på europæisk plan. Selve eventen sker på Eima-messen i Bologna – og vil utvivlsomt kaste en masse omtale af sig rundt omkring.

Det er ikke det eneste mesterskab, der afgøres i denne uge. I weekenden afholdes der nemlig både DM og NM i hestepløjning på Morsø Landbrugsskole. Jeg skal indrømme, at jeg troede, at den sport var uddød for længst.

Men da jeg hørte om det, blev min nysgerrighed for alvor vagt, da jeg fandt ud af, at hestepløjning er for Danmark, hvad speedway var dengang Hans Nielsen og Erik Gundersen var store sportsstjerner.

Læs mere om hestepløjning anno 2021 og weekendens kommende stævne her: Vi er en stormagt i pløjning med to hk og en-furet plov

Ha’ en fortrinlig uge – med eller uden efterårsferie sammen med skolebørnene.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.