Morgenposten: Dansk direktør skifter fra den ene maskingigant til den anden

Maskinernes faste nyhedsoverblik ser bl.a. på en opsigtsvækkende dansk ”transfer” hos de store traktorfirmer – og John Deere, som vil skære kraftigt i produktionen på grund af handelskrig.

God mandag morgen,

Dansk direktør stod indtil for nylig i spidsen for den højteknologiske arm af Fendt og MF-producenten Agco.

Nu har han fået job hos en af de største konkurrenter.

Læs mere om danskerens jobskifte lige om lidt. 

Først skal vi rundt om en anden stor nyhed fra traktorverdenen.

Mens danskerne lige havde fået spist deres hveder og var godt i gang med bededagen i fredags, så kom John Deere på banen med deres aktuelle status for, hvordan det går hos traktorgiganten med de grønne maskiner.

Og selvom John Deere sædvanen tro omsætter for enorme milliardtal og også kan tælle overskuddet i et større antal milliarder, så er ikke alt, som det skal være.

Faktisk faldt John Deere-aktien kraftigt i fredags. Som tidligere redegjort for i disse spalter så er det Trumps handelskrig med Kina, som i øjeblikket rammer de amerikanske maskinproducenter, da landmændene er blevet forsigtige i deres indkøb.

John Deere melder nu ud, at man vil skære op mod tyve procent af produktionen på nogle af de amerikanske fabrikker – og komme ned under efterspørgslen, så man ikke producerer en masse maskiner til lager.

Deere og Case IH i tæt kapløb

John Deere gjorde sig også i de ”lokale” danske overskrifter i sidste uge, hvor de længe ventede tal for traktor-registreringerne blev frigivet natten til torsdag.

De grønne traktorer havde en stærk april, hvor man kun var en traktor fra at være Danmarks mest indregistrerede traktor for måneden. Den titel løb Case IH – ligesom måneden før.

Læs mere her: Case IH indtog traktortoppen i april

Dansker går til CNH

Og så skal vi til historien bag overskriften på denne mandag morgens nyhedsoversigt.

Indtil for kort tid siden var danske Morten Schmidt direktør for Agco’s FUSE afdeling, som beskæftiger sig med Agco’s Smart Farming løsninger.


Morten Schmidt(til højre) her på Agcos forsøgsfarm i Schweiz.

Han kunne du sidste år bl.a. møde til LandbrugsMediernes Væskt-konference, hvor han talte om fremtidens maskiner og planteavl.

Næste gang han kommer til hjemlandet og holder indlæg, så bliver det med CNH’s logo på indlæggene, da han har skiftet til en central stilling i CNH’s satsning på det digitale landbrug.

Næsten 2.000 traktorer på et kvartal

CNH er som bekendt lig med New Holland. Og hopper man tilbage til Ford og 1977, så var det som bekendt et mærke, der gjorde sig godt på danske marker. Vi benyttede lejligheden til et hop i arkivet i sidste uge. Udover at Ford stod for ca. en fjerdedel af indregistreringerne dengang i årets første tre måneder, så fandt vi også ud af, at der blev indregistreret næsten et par tusind traktorer – på de få måneder i årets start.

Hop en tur ned ad Memory Lane her:  Fra arkivet: Dengang man solgte fem gange så mange traktorer

Bukh tilbage i overskrifterne

At gamle dage er interessant undrer nok ikke så mange. Alligevel går der i øjeblikket en meget glad museumsdirektør rundt på Samsø. Her har Ivan Laursen nemlig begået en bog om hans store interesse, det danske traktormærke Bukh, som ellers for længst er begravet og puttet i mølposen.  

Læs om de gode salgstal her: Bog om Bukh overrasker med stort salg

Masser af maskiner på vej på dyskuerne

I en helt en anden genre mærker vi for tiden en stor interesse om at få fortalt, hvad du kan se på dyrskuer landet rundt. Jeg har samlet flere links forneden. Weidemann stiller bl.a. med en ny topmodel – og så er dyrskuet i Horsens klar med ny måde at udstille maskinerne på.

Fra Case IH lyder det iøvrit, at der kommer til at ske et eller spændende på Landsskuet.

Danish Agro Machinery og Claas stiller med en helt ny Tucano-mejetærsker model 440 med 7,7 meters bord på Landsskuet, i Hjørring, Odense og Roskilde. Derudover vil Claas også fortælle meget mere om sin udlejning af traktorer under konceptet First Claas Rental.

Se mere om dyrskuer her:

Dyrskuedebut til Weidemanns topmodel

Dyrskue vil udstille maskiner på en ny måde

Sker i ugen

Som mange sikkert har fået med sig, så er det Agritechnica-år i år.

Det betyder travle måneder for maskinproducenterne – og dem som lever at skrive om maskinerne. Over de kommende måneder er der booket et hav af arrangementer, hvor nye maskiner vises frem for den europæiske presse.

I denne uge går turen for mit vedkommende til Tyskland, hvor Krone viser nye maskiner frem, som så må offentliggøres nyt om lidt senere på året.

Ud over journalisterne er justitsministeren også så heldig at få lov til at komme på maskinfabrik i denne uge. Mens de her linjer skrives mandag morgen, så kigger han nok sine talepapirer igennem, inden han kl. 8 kører forbi Fransgård Maskinfabrik som et led i valgkampen.

Her står den på kaffe og rundtur på maskinfabrikken sammen med direktør Jørgen Fransgård, hvor der skal snakkes om eksport til udlandet, produktion i Danmark, dårlig IT i landdistrikterne og fastholdelse af arbejdspladser – og hvad der ellers opstår undervejs.   

I næste uge kan vi i det nyeste nummer af TraktorTech præsentere en række opfindere i den danske maskinverden. Mød blandt andet manden på en af årets mest præmierede maskiner i Danmark, radrenseren OptiWeeder. Mangler du et abonnement på TraktorTech, så kan det let klares over nettet på landbrugsmedierne.dk/abonnement.

Ha’ en rigtig god uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.