Morgenposten: Dansk maskinkoncern vil udvide deres kæmpe-område

Maskinernes faste nyhedsoverblik mandag morgen ser nærmere på dansk maskinkoncerns store rejse i Norden og lidt længere østpå, en kæmpe handel – og ugens store maskinbegivenhed.

God mandag morgen,

Mens jeg skriver linjerne her til morgen er jeg på vej til lufthavnen og til Schweiz for at møde danske Morten Schmidt, som står i spidsen for Agcos arbejde i Europa med præcisions-landbrug. Morten skal holde et indlæg på vores konference Vækst 18 den 28. september på Bygholm Landbrugsskole.

Se mere om indlægget på Vækst 18 –  http://vaekst.nu/ - jeg lover, at jeg i løbet af dagen poster nogle billeder via min Twitter, når jeg er landet – og får set, hvor tørt der egentlig er dernede – og hvor meget der er gang i høsten.  

Men først skal vi have nyhedsoverblikket. Det byder på et genkig på nogle af sidste uges store historier, bl.a. en lille kulørt af selvbygget Jaguar-snitter – og så et kig frem på de kommende dage, som bliver præget af en masse maskiner udstillet i svenske Borgeby.

Ugens største begivenhed foregik også udenfor landets grænser, ligesom ugens mest læste nyhed har også sit udspring i Europa.  

Der var nemlig rigtig mange læsere, som ville læse mere om handlen, hvor en stor en stor ukrainsk landbrugskoncern bestilte hele 16 styk Fendt 1050 Vario med tvillingehjul og 2 Fendt 1159 MT med bælter.

Du kan også læse den her, hvis du ikke har nået det:

Østeuropæisk kæmpefarm køber 18 Fendt-giganter i et hug

Skal sælge Claas i et kæmpe område

Forleden fik vi en snak med Jens Skifter fra Danish Agro Machinery om, hvad han går og laver for tiden. Det er her inspirationen til dagens overskrift er lånt. Og det er ikke så lidt, som der sker i grovvarekoncernens maskinværksted for tiden.

Om få uger er de færdige med at bygge et nyt reservedelslager for både Norge og Sverige i Skåne – som i øvrigt også kan komme til at betjene nogle danske kunder efter behov. Opbygningen af deres svenske virksomhed er den største opstart fra scratch af en maskinforretning og importvirksomhed i branchen i Sverige nogensinde. Senest til nytår kommer de også til at overtage resten af deres delejede forretninger i Baltikum – ligesom de har option på at overtage Finlands Claas-forhandler. Og så er de altså Claas-importør, og mange steder også Claas-forhandler, et i kæmpe område fra Padborg til Nordkap og til den russiske grænse.

Læs interviewet her:

Bygger en af Europas største maskinhandlere – vil selv ud og køre mejetærsker på 63 hektar

Vild model af en Jaguar 

Rigtig mange blev som jeg nysgerrige, da de så billedet af denne Claas Jaguar, som en hollandsk landbrugsentusiast har bygget i skala 1:5. Alle dele er lavet i hånden, og arbejdet har taget pænt med tid- og mange år, skulle vi hilse og sige.

Se historien her:

Efter 3.000 timer i værkstedet: Entusiast har bygget fjernstyret kopi af Claas-grønthøster

Danskerne drager til Borgeby

Verdens første pløje-konsulentbureau står klar til at give gode råd om pløjeindstillinger på Borgeby, når messen åbner onsdag og fortsætter torsdag. Ploveksperten er dog ikke det eneste sted, hvor du kan høre dansk på messen. Du kan eksempelvis også møde Selmer Agro, som bl.a. udstiller deres selvkørende John Deere 8R. Det passer også rigtig godt med hovedteamet på årets messe, præcisionslandbrug.  Bredal, Ag Precision Aps, VM Tarm, Helms, Ingemann Larsen, Danfoil, Brd. Holst Sørensen er også blandt en lang række andre danske aktører.  

Læs mere her om Plovekspertens vej til Borgeby:

Her kan du få pløjeråd kvit og frit

Sprøjten du kan købe næste år

Morgenposten slutter i maskinernes verden i selskab med Kubota-koncernen. Kverneland, som jo er en del af den store japanske maskin-koncern, viste fornylig den nye trailersprøjte, iXtrack T3, frem for første gang i Danmark. Sprøjten er så ny, at du må vente til 2019, hvis du skulle være interesseret i en bestilling. Til gengæld kan du læse fem detaljer om sprøjten, som var Ugens Maskine her på siden fredag.

Ugens Maskine: Kverneland-sprøjten du kan købe i 2019

Kubota forbinder mange rigtig nok med et traktormærke. Her er der også produktnyt. Kubota er nemlig på vej med en ny M6-serie, som designmæssigt minder om de større brødre i M7-serien. Læs mere her:

Kubota føder lillebror til M7-serien

 

Ha’ en rigtig god uge. Måske vi ses i Borgeby på onsdag. Vh redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Har du et godt tip, så tøv ikke med at ringe på 40283032 eller mail cjj@landbrugsavisen.dk

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.