Morgenposten: Danskere parat til at indtage Paris med gyllevognenes gule trøje

Samson er nævnt som en at af de firmaer med de mest nyskabende produkter på Sima-udstillingen i Paris.

God mandag morgen.

Tidens trend nu og her er fysiske møder. Maskiner og mennesker stuves sammen en masse i den kommende tid.  

Om en måned er det på en af verdens største messer af sin slags i Paris. Få dage senere i Bologna. Og så mødes en masse journalister i Tyskland i denne uge for at se på nyt stål og jern.

Danmarks fremadstormende gyllevognsproducent, Samson, er med i front og en af dem, som er indstillet til flest af de flotte priser i Paris.

Mere om det lige om lidt.

Men først et par aktuelle nyheder.

De vil bøvl med hydraulikslanger til livs

Sidste uge gik et par friske unge gutter ud med det, som måske kan blive et nyt erhvervseventyr på Kalundborg-egnen. Og det er måske ikke så dumt i en tid, hvor vi mæsker os i historien om Carmen Curlers fra samme egn i DR’s tv-serie.

Denne gang skal det komme landmænd til gavn. Iværksætterfirmaet Hydrosafe vil nemlig udbrede nye håndtag til hydraulikslanger, som de mener vil gøre håndteringen af hydraulikslanger på traktorer lettere og sikre et støvfrit miljø. Drømmene er store, som du kan læse mere om her:

 Unge iværksættere drømmer stort med nyt håndtag til hydraulikslanger

Det bliver spændende at se, hvordan det spinder af. I hvert fald kan man allerede nu købe håndtagene i deres webshop.

Deutz-Fahr er igen sexet 

En som allerede har medvind, men ellers har haft det lidt vanskeligt på det danske marked igennem en række år, er Deutz-Fahr.  

Mærket ligger helt aktuelt i de her måneder tæt på ti procent af indregistreringer af nye traktorer – for at sige det med en. Og selv om John Deere aktuelt har allermest medvind, så er det den mest bemærkelsesværdige udvikling lige nu på traktormarkedet i Danmark.

Læs med her:

John Deere er mest solgte – men mest overraskende traktormærke lige nu er Deutz-Fahr

Samson er en af de mest nominerede i Paris

Og så skal vi til historien bag overskriften på denne artikel.

Der banker selvfølgelig et lille rødt og hvidt hjerte i årsagen til, at vi trækker denne artikel op i dag. Der er nemlig kun få, og kun blandt de helt store maskinfabrikanter, som har hele tre produktnyheder som Samson blandt de udvalgte og fremhævede innovationer til dette års Sima-messe i Paris.

Og hvad kan folkene fra Sima særligt godt li’ fra Samson?

Den ene nyhed drejer sig om det såkaldte Alta-system, som skal hjælpe, hvis man vil køre gylle ud i stejle områder. Systemet går ud på, at det automatisk finder ud af, om gyllen så at sige skal løbe ud af den ene eller anden udgang på vognen alt efter markens hældninger.

Den anden nyhed er fra som den første også fra Samsons franske datterselskab Pichon, som er klar til at udstyre møgspredere med en NIR-sensor, så man kan måle næringsstofferne på møgsprederen. Mon ikke franskmændene også godt kan li’ at høre om nyheder, som produceres på en fabrik hjemme i Frankrig… 

Endelig finder Sima det også interessant, at Samsons GSC-system er udtænkt til at levere præcisionsgylle/sektionsopdelt gylle fra gyllevognen via Samsons SlurryMaster, som sidder i traktoren. 

Med de tre nomineringer er det kun Claas, Krone og Amazone, som kan måle sig med et lignende antal udnævnelser – og dermed en rimelig vild blåstempling af, hvordan Samson betragtes i markedet lige nu.

https://presse.simaonline.com/nominees-sima-innovations-awards-2022/?lang=en

Masser af vestligt kram i Moskva

Vi bliver lige i udstillingsverdenen.

I sidste uge var der en kæmpe maskinmesse i.. ja af alle steder Moskva. Det var rimelig oplagt, at vi her på LandbrugsAvisen ikke skulle over at dække den. Både her på LandbrugsAvisen og hos svenske medier har man noteret sig, at trods den stadig mere tilspidsede krig i Ukraine så er flere kendte vestlige maskinmærker ikke nærige med at udstille deres maskiner foran et russisk publikum.

Læs med her:

I en tid med atomtrusler er der masser af vestligt isenkram på Moskva-udstilling

Leveringskrise – ikke på tvillingehjul fra NDI

Vi snakker hele tiden meget om leveringskrise og lange ventetider. Nogle dæktyper har skam også været svære at få fat i. NDI meldte dog forleden ud, at man dog regner med at være rimelig ferme til at levere tvillingehjul her sidst på efteråret og til næste års forårsarbejde.

Læs med her: Dækvirksomhed er klar til levering af tvillingehjul

dieselpris rykker igen opover

I en overspringshandling hen over weekenden kom jeg et smut forbi de hollandske landmænds hoforgan Boerderij. Her er der masser af spændende stof – også for os som kan læse det sådan et sted mellem 50-60-70 procent af det hollandske (på en god solskinsdag). Det jeg i hvert fald fik med mig var, at hollænderne også er optagede af energipriser.  Og de hollandske dieselpriser reagerer som de danske, når Opec snakker om at mindske produktionen i en tid, hvor folk i vores del af verden er permanent stressede over udgifterne til energi. Se de aktuelle priser fra Holland her:

Det sker:

 

Väderstad afslører nyt grej

Tirsdag skal jeg et smut til Tyskland for at høre om livet som svensk maskinfabrikant. Väderstad er egentlig en mindre by et stykke oppe i Sverige – men horderne af landbrugsjournalister samles i Tyskland, selvom 60 år som landbrugsmaskinfabrikant også havde haft en lidt magisk klang af fejre i Sverige. Men nøj hvor jeg glæder mig for Väderstad vil både vise en helt ny maskine og en demofarm frem.  

Q er ankommet

Men det er er mere nordisk grej i omløb for tiden. Valtra har nemlig lanceret en ny Q-serie, som har passeret grænsen til Danmark, når vi læser det her. Den skal nemlig demo fra i dag af og det meste af ugen på fire forskellige arrangementer i Præstø, Søndersø, Brande og Mariager.

Hvem får Agromeks stjerner?

Og nu hvor jeg havde travlt med at nævne alle de her messer, så skulle man da være et skarn, hvis man glemte vores egen i Herning. Agromek afholdes som bekendt ved månedsskiftet november/december. Og i slutningen af ugen kommer vi til at høre meget mere om Agromek og nogle af de mest interessante maskiner, da årets stjerner bliver udråbt.

Stay tuned – der er masser af nyheder i pipelinen!

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.