Morgenposten: De kaldte det for gyllemekaniker – nu er det topmoderne
Maskinernes faste nyhedsoverblik ser bl.a. nærmere på en bemærkelsesværdig succes med at gøre arbejdet med landbrugsmaskiner til et populært og fremtidsrettet fag.

God mandag morgen,

Hvilken herlig morgen at få sorte fingre på.

Weekendens sol bager allerede videre. Og så er der lige denne historie. Igennem årtier har det ikke været det hotteste at fortælle i elevatortalen, at man ville ernære sig udi kunsten at skrue og fikse traktorer og andre store (og stadigt mere komplekse) maskiner.

Sådan er det ikke længere!

Den historie beretter jeg mere om lige om lidt.

Vi starter med et emne, som uden tvivl optager mange nordjyske læsere for tiden – og nok også en hel del rundt omkring i maskinhandlerbranchen; den pludselige nedlukning af Hjallerup Maskinforretning.

Seneste nyt er, at virksomheden Brdr. Thorsen fra Djursland efter deres udmelding om at tage over som Massey Ferguson-forhandler i hele Nordjylland allerede lørdag fik udleveret nye servicebiler til formålet. Bilerne var tidligere købt ud af konkursboet af HCP og AE Maskiner, men er altså nu solgt videre igen, og her mandag morgen har Nordjylland så en helt ny aktør ”med licens” til at sælge Massey Ferguson.  

Til at klare opgaven har Brdr. Thorsen købt 17 servicebiler og ansat 24 tidligere ansatte hos Hjallerup Maskinforretning.

I løbet af sidste kom det frem her i LandbrugsAvisen, at HCP har været aktive med at købe op i konkursboet og ønsker at være aktive på servicesiden i området. Andre aktører står også på spring i området. En gruppe investorer med Hjallerup Maskinforretnings tidligere formand fortalte forleden til Effektivt Landbrug, at de havde budt på hele maskinforretningen fra konkursboet. Buddet var dog ikke appetitligt nok for kuratorerne. 

Læs mere her: Massey Ferguson-kabalen gået op for hele Nordjylland

Og her:

Deutz-importør køber op i Hjallerup-boet

Maskin-konkurs: Hundredvis af landbrugsenheder, store lagre og tre ejendomme stadig i spil

God vind for nordjysk sprøjte

Så forlader vi Hjallerup og tager syd Aalborg og fjorden. Destinationen hedder Svenstrup. Her åbenbarer sig en dansk producent af nogle rigtig store marksprøjter. Danfoil har igen plus på bogen, og ser lyst på livet, selv under corona. Læs om hvordan de har fået vendt minus til plus i regnskabet.

Se her: 20 ansatte i Svenstrup tager kampen op mod de store sprøjteproducenter

Boom i unge som vil skrue på en traktor

Og så hopper vi til dagens overskrift. Til sommer sætter tilsøgningen til uddannelsen som mekaniker indenfor landbrugs- eller entreprenørmaskiner nemlig ny rekord med en fremgang på ca. 60 pct. i forhold til sidste år. Det er en fantastisk præstation af branchen, når man tænker på, hvor mange brancher, der skyder det ene initiativ i gang efter det andet for at få fat i de unge.

Markant i billedet står her initiativer med at få vist dygtige lærlinge brugt som fagets egne rollemodeller under DBL-konkurrencerne med dertil hørende flotte præstationer ved internationale konkurrencer.

”Det er lykkedes at komme væk fra det gamle prædikat gyllemekaniker til et blive anset som et topmoderne fag i en utrolig spændende branche med mange muligheder”, lyder det bl.a. fra en stolt direktør hos Dansk Maskinhandlerforening Klaus Nissen i LandbrugsAvisens helt morgenfriske historie.

Følg med her: Boom i unge som vil skrue på maskiner

Regnskabssæson i fuld sving

I de seneste uger er der for alvor kommet gang i regnskabssæsonen. Også blandt aktørerne i maskinbranchen. Forleden sendte Danish Agro regnskaber ind for sine danske maskinforretninger og importselskabet i Fredericia, Danish Agro Machinery A/S.

Her er der værd at notere sig, at Danish Agros danske maskinaktiviteter nu har rundet en mia. kr. i salget, at importleddet har været en noget bedre forretning end detailleddet – og at A.P. Jørgensen igen har markeret sig som en rigtig stærkt kørende forretning.

Se her:

Maskinsalg over milliard i Danmark: Det var i importleddet Danish Agro tjente pengene

Maskinforretningen med bedst bundlinje hos Danish Agro ligger i Ribe

Det er spændende at følge Danish Agros udvikling som maskinhandler. De er allerede blandt de største i Europa. Skal man finde en aktør, som evner at tjene rigtig mange penge på den slags, så skal man dog en tur til det vestjyske og Herborg.

Her satte Herborg Smede & Maskinforretning ny rekord for indtjeningen i selskabet efter et 2019, hvor omsætningen bl.a. blev hjulpet op af et særdeles godt traktorsalg i slutningen af året og et godt salg af vandingsmaskiner.

Få hele historien her: Herborg overgår sig selv: Helt usædvanlig indbytning af gamle traktorer

Dagens gode corona-nyhed

Inden vi fredag gik glade på weekend, så fik humøret også lidt ekstra vitaminer. Efter den ene fabrikslukning efter den anden Europa rundt som følge af corona-krisen, så er ordet genåbning også nået videre til maskinbranchen. Helt konkret kunne Claas melde, at de nu i de her dage begynder at producere maskiner igen på en række nedlukkede anlæg, herunder hjertet af Claas, fabrikken i tyske Harsewinkel.

Få alle detaljerne her:

God corona-nyhed: Claas i stor genstart af produktion

Den er bred

Vi slutter med et andet sted, hvor man også kan få sorte fingre:

I marken.

Väderstad præsenterede i efteråret en ny gigantharve. Da jeg voksede op på en gård ved Kalundborg, så var det egentlig ganske fine sager at køre rundt med en fire meters harve.

Sådan er verden så ikke længere. Väderstads produktprogram tæller fra næste år harven NZ Extreme på over 14 meters bredde.

I øjeblikket kører den test. Du kan se den her:

Väderstads nye kæmpeharve er kommet i marken

I denne uge:

Egentlig var det oplagt at tilbringe den kommende weekend til tractor pulling og Euro Cup i tyske Füchtorf. Som så meget andet er stævnet og resten af årets stævner aflyst på af corona’en – ligesom årets EM i Finland.

Bedste substitut er minderne for sidste års EM ”hjemme” i Brande: 

 

 

Ha’ en rigtig god uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.