Morgenposten: De kan blive årets traktor i Europa

Maskinernes nyhedsoverblik beretter bl.a. om mekanikeren, der løb med guldet lørdag og optakt til Tractor of the Year-kåringen.

God mandag morgen,

Vi hopper ind i en særdeles aktiv uge. Så lad os derfor starte med fremtiden lige foran os.

Onsdag starter maskinmessen Eima i Bologna i Italien. New Holland tager endda forskud på glæderne med et pressemøde allerede i morgen aften – og derefter kan der forventes en lind strøm af nyheder fra diverse producenter, ligesom onsdag også er dagen, hvor Tractor of the Year kåres.

Her står racet i øvrigt mellem Case IH Maxxum 145 Activedrive 8, McCormick X7.690 P6-Drive og Zetor Forterra Hsx 140 i den store klasse.

Samme dag kommer CNH med kvartalsregnskab. Det sker altså godt en uge efter, at Agco præsenterede sine tal. Sidst på måneden bliver billedet hos de store traktorgiganter endnu mere komplet, når John Deere også leverer kvartalsregnskab.

Lørdag fylder maskinhandlernes formand, Jens-Aage Jensen 60 år, hvilket markeres dagen før ved en reception hjemme i Bording Kirkeby i hans egen maskinhandel, Powtec.

Guldmekanikeren fra Langelund

Power var der også masser af fredag og lørdag, da fire talentfulde lærlinge indenfor landbrugsmaskinmekanikerfaget mødtes til det årlige mesterskab, Danmarks Bedste Lærling, DBL på Erhvervsskolerne Aars.

Efter en række drilske opgaver kunne Christian Thomsen trække sig tilbage som vinder. Lidt specielt arbejder han faktisk ikke på et traditionelt værksted hos en maskinforretning, men hos Langelund Maskinstation.

Forud for konkurrencen havde medejer af Langelund Maskinstation, Rasmus Sisker i øvrigt givet ham dette skudsmål til en kollega her på avisen:

”Der er masser af godt arbejde gemt i ham, og vi joker med, at hvis bare vi havde tre af ham på værkstedet, så kunne vi klare os.”

Tillykke til Christian Thomsen. Læs mere om weekendens konkurrence og vinderen her:

DBL 2018: Sønderjysk maskinstation har Danmarks bedste lærling

Store rabatter

Hvis du er glad for store rabatter, så skal du tilsyneladende handle traktor, mejetærsker eller andre store landbrugsmaskiner. I hvert fald har vi spurgt vores læsere om størrelsen på rabatterne. Og her fremgår det, at der gives rabatter på traktorer på helt op til 30 til 40 pct. af listeprisen.

Maskiner kan handles med rabatter på op til 30-40 pct.

Helms er McCormick-folk

Hvor store rabatter der er på en McCormick traktor melder historien ikke meget om. Til gengæld blev der sat nyt tryk på mærket i Danmark i sidste uge, da Helms fortalte mere om deres nye status som importør af mærket. Helms forventer – naturligvis - på sigt at løfte mærket i Danmark.

”Traktorerne fra McCormick er ikke bare billige traktorer. Det er højmoderne, kvalitetstraktorer, hvor vi i mange tilfælde allerede kender delene. Motoren i modellerne op til 135 hestekræfter er fra Deutz, og bagtøjet er fra ZF. Og hele ekspertisen med at servicere landbruget er vi jo særdeles godt kendt med«, lød det bl.a. fra Kristian Helms under pressemødet.

Danmark har fået ny traktorimportør

1.100 mennesker tog forleden en tur i marken i Bording-området. Vi havde videokameraet med og fangede, da Grimme havde sendt maskiner for 22. mio. kr. i marken.

Se: Video: 1.100 så på Grimme-grej ved Bording

Nu får han lov til at være med på Agromek

Er der nogen, som fortjener adgang til Agromek i år, så må det være ham, som arbejder allermest for at få messen til at blive en succes. Agromeks dirktør Claus Hermansen fortæller i ugens profil-interview om, hvordan han gik glip af Agromek-turen i opvæksten, men i dag lykkedes det for ham. Til daglig er han også direktør for Dansk Agroindustri – og han vil bl.a. bruge Agromek-platformen til at formidle, at der er masser af spændende job i branchen.  

»For hvad kan give mere mening end at arbejde på nye og bedre måder at brødføde verden på?«, siger han bl.a. i interviewet med os:

Endelig får han lov til at være med på Agromek

 

Ha’ en rigtig god uge. Har du et godt tip til en historie, som vi bør bringe i de kommende dage, så skriv gerne til cjj@landbrugsavisen.dk eller ring på 40283032.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.