Morgenposten: Den er stiv og larmer ad Pommern til, men alligevel…

I denne maskinelle rundrejse byder vi bl.a. på en saftig historie fra det nye TraktorTech, et glimt af verdens største John Deere-kunde og et spionbillede med gylleudstyr på tidens fantommaskine.

God mandag morgen,

Ja, det var en heftig indledning, vi fik lagt ovenfor her. Og det skal jeg selvfølgelig forsøge at leve op til i den spæde start på ugen.

Det er en uge, som fra vores side bliver præget af et nyt TraktorTech, der meget snart bliver lagt ind i bilerne hos budene og kørt rundt i det ganske land. Med sig denne gang er bl.a. en helt særlig Ford, der selvom den er 40 år, larmer og ganske ukomFord-tabel stadig vækker helt særlig glæde hos sin ejer – for det var kongen af Niels Bies Maskinstation, vi snakker om.

Først skal vi lige forbi et par aktuelle historier.

Maskinstationer overvinder dyre maskiner og brændstof

Torsdag og fredag var vi nogle journalister, som fik lov til at deltage i DM&E’s Vidensdage og årsmøde. Som sædvanlig et veloplagt og spændende arrangement med en masse gæve folk og en større parade af indlæg. Træffet i Vingsted bød også på nye tal for maskinstationernes verden.

Tal som alle bil- og traktorejere meget let kan forstå.

Det har nemlig været noget dyrere at være maskinstationesejer i 2022 – faktisk er omkostningerne steget over ti procent for en maskinstation.

Ifølge DM&E er flere stortraktorer steget med 25 procent i pris – og prisen på brændstof steg med ca. 3,5 kr. pr. liter i løbet af året. Videre kunne DM&E fortælle, at tre ud af fire maskinstationer har sendt stigende priser til deres kunder.

Læs mere her: Maskinstationer klarer dramatiske prishop

Maskinhandler vil være Sjællands-mester

Nå ja, det er måske en lige hård konklusion. Men fredag var maskinhandler Palle Kjærsgaard og sønnen Søren Kjærsgaard i Ringsted for at repræsentere familiedynastiet S.D. Kjærsgaard og sammen med den lokale borgmester tage første officielle spadestik på et 2.500 kvadratmeterstort maskincenter i Ringsted. Udover det helt jordnære med at få bygget det nye domicil i løbet af 2023, så indvarsler byggeriet også, at man går efter at blive lige så stort i Østdanmark som Vestdanmark.

Følg med her:

Stor maskinhandler åbner officielt byggeri: Vi skal være lige så store i Østdanmark, som vi er vest

Trodser larm og ukomFord

Og så skal vi til historien bag overskriften.

Den begyndte som kraftværk og endte som kalkspreder.

Sådan lyder den ultrakorte version af beretningen om Niels Bies Ford County 1184 fra 1980. Går man i dybden, finder man en historie om hyldest og kærlighed til gamle traktorer og den maskinstation nær Horsens, som Niels Bie voksede op på og drev fra 1984 til 2021.

- Jeg har altid været tosset med traktorer. Både mens jeg havde Niels Bie’s Maskinstation, og efter at jeg for snart to år siden overlod den til min søn Rasmus, fortæller Niels Bie i interviewet med TraktorTech.

Han var 14 år, da hans far købte en Ford County til de tungeste opgaver på maskinstationen i 1975. Countyen fik lov til at nedfælde ammoniak, pløje, harve og udføre andet markarbejde på Horsens-egnen – med andre ord var den med sine 120 hestekræfter kongen i maskinhuset. Udviklingen gjorde dog, at man til sidst byggede Countyen om til en kalkspreder, inden den blev skrottet.

Men god, gammel kærlighed ruster ikke. I 2005 fandt han en erstatning hos en nordjysk landmand, der i dag pryder hans kæmpe traktorsamling og trods en alder på over 40 år, så kalder han det en fornøjelse at sidde på ryggen af den gamle englænder.

- Countyen er stiv, larmer ad Pommern til og kræver langt mere håndtering end en moderne traktor med bibbelib og elektronik. Det betyder intet, for det er sjovt at prøve det igen, man kørte med som dreng, siger han.

Læs meget mere om Niels Bies traktor i det nye TraktorTech, hvor vi bl.a. også byder på stortest på tre stærke bud på en frontlæssertraktor, som også kan køre i marken, Valtras N 155E, Fendt 516 og John Deere 6R.150. Derudover skal du også med ind i maskinhuset hos Tybjerggaard på Sjælland, hvor markcrewet på 10-11 ansatte primært skal producere føde til mange tusind grise – alligevel spiller en ny finsnitter nu en stor rolle i maskinhuset.

Du kan købe det nye TraktorTech i kiosker og på tankstationer landet rundt. Du kan også tegne abonnement både online og print på www.landbrugsmedierne.dk.

Ny T7’er er allerede solgt

I sidste uge annoncerede vi, at vi var på vej til et pressemøde hos New Holland.

I et telt i Albertslund ventede en vaskeægte Danmarkspremiere på den nye New Holland T7.300, formodentlig New Hollands nye storsælgende traktormodel.

Et varsel er måske, at forhandlerne allerede har indledt salget, inden kunderne har set traktoren – eks. som her hos Farmas:

Han har ikke kunnet vise kunderne den endnu - alligevel er de første solgt

Legendarisk maskinhandler begravet

Sidste uges triste nyhed var, at maskinhandler Asger Andersen, Gørlev faldt bort i en alder af 94 år. For nogle år siden havde jeg fornøjelsen af at besøge en rørig 89-årig maskinhandler, som kunne fortælle om, hvordan det var at arbejde i branchen i 50’erne og selv etablere maskinforretning i 60’erne, få lov til både at forhandle Massey Ferguson og John Deere i en årrække – og øvrigt selv stadig gå på arbejde – og ja også være gårdejer. Asger Andersen var æresmedlem hos Dansk Maskinhandlerforening, som han i øvrigt også var en markant formand for i 1980’erne og ind i 90’erne.

Læs også:  

Legende i maskinhandlerbranchen gået bort

Stor lønstigning til CNH-ansatte

Sidst ankomne nyhed her til morgen er ankommet fra det amerikanske, hvor CNH efter strejke siden maj måned sidste år(!) nu har indgået en ny lønaftale med et par fagforeninger, som organiserer en stor del af deres medarbejdere på de amerikanske fabrikker. Foreløbig har jeg ikke set tal på aftalen, men forlyder, at fagforeningerne tidligere har sagt nej tak til lønforhøjelse på mellem 28 og 38 procent for de næste fire år…

Og så slutter vi lige med et yderligere par fascinerende historier fra det rigtig store udland.

Verdens største traktor får nye brødre

Efter mange års pause så vil Big Bud-producenten Big Equipment Co og ejeren Ron Harmon igen til at producere den store traktor Big Bud. Det bliver en lidt mindre model end verdens største traktor Big Bud 747. I forbindelse med annonceringen får John Deere og de andre moderne traktorproducenter en lille lussing fra maskinproduceten, som også selv er forhandler, et lille svip med pisken, da det bemærkes, at her bygges en traktor, som farmerne selv har lov til at skrue på:

Comeback til Big Bud: Får de kraftigste aksler – og sender en kindhest til traktorbranchen

Verdens største med hele ni X9’ere på en farm

Og vi bliver ovre på den anden side af dammen. Her bor det, som man betegner som verdens største John Deere-kunde nord for den canadiske grænse i et fransktalende område.

Her regerer bl.a. hele ni styk af John Deeres store X9-mejetærsker på farmen, hvilket bl.a. giver farmen mulighed for at gnaske over 1.000 hektar på en høstdag.

Videoen er produceret af YouTube-fænomentet HLG machinery. Se med her:

 

 

 

Tysk fantommaskine med nyt redskab

Der har været skrevet meget om tyske Nexat, der bl.a. kan så, sprøjte og høste. Nu kan den angiveligt også køre gylle. Nexat har ikke selv kommenteret på historien, men en ivrig tysker har både sendt gode gammeldags fotos og video videre til tyske Profi, og man må nok sige, at det ikke ligner en af de førstnævnte aktiviteter….

 

 

 

Det var udvalget her til morgen. Når LandbrugsAvisen kommer rundt på gårdene i weekenden, så bliver det med ekstra meget maskinstof i en særlig sektion for alle os, som elsker maskiner. Ha’ en fortrinlig uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.