Morgenposten: Den kørte 12.000 timer og så kom den interessante timepris

Begrebet Cost of total ownership bliver mere og mere benyttet, når der skal sælges traktorer og maskiner. Her har vi faktisk fundet beløbet.

God mandag morgen.

For os der elsker traktorer, så går vi ind i en dejlig uge.

Traktormagasinet TraktorTech er på vej med alt fra sidste nyt, årets største traktortest og nyt fra gamle dage – og en interessant timepris, som vi da godt kan afsløre allerede i denne morgenpost.

Først tager vi et par hurtige nyhedsresumeer i denne mandag morgens nyhedsoverflyvning:

John Deere og Fendt godt fra start

Der er nemlig nye tal for indregistreringerne for januar. En måned som er lidt stille for nogle mærker og flyvende for andre. John Deere og Fendt ligger tæt på hinanden på første- og andenpladsen – og her kan det tænkes, at der er en vis levering til maskinstationerne op til gyllesæsonen, der spiller ind.

Se her:
John Deere og to Agco-traktormærker hårdest fra land i 2021

Apropos John Deere, så var mærket ude og skabe overskrifter fredag.

De har meldt sig til Agritechnica – men ikke John Deere

Husker I, hvordan der kunne sparkes dæk ved den helt nye John Deere X9-mejetærsker under den store maskinudstilling i Hannover i 2019 og opleves flere fremtidsmaskiner i en såkaldt ”future”-zone?

Tyske DLG går stadig efter at afholde Agritechnica om lidt mindre end ti måneder. Men John Deere har altså meldt sig ud af festlighederne, og dermed bliver der en mega-stand mindre. De tror simpelthen ikke på, at det når at blive Covid-19-sikkert nok.

Se her:

Claas, Agco, Krone har meldt sig til Agritechnica – men storspiller melder fra

Timepris på 147 kr.

Og så skal vi ellers i gang med kommende udgave af TraktorTech og historien bag dagens overskrift, som fik dig til at læse med til at starte på.

Her glæder vi os til at præsentere en af de allerstørste traktortests på markedet – hvis ikke den største.

I sommer brugte vores egen traktorekspert John Christensen flere uger på at teste syv forskellige traktorer sammen med testkørere fra vores faste partnere fra Finland, Norge og Holland. Jeg har lovet ikke at afsløre for meget her til morgen udover, at det var close race selv efter, at der blev uddelt point på en skala fra 0 til 1.000 point. 

I TraktorTech har vi en fast genre, hvor vi laver et interview om en særlig traktor i genren ’Min Traktor’.

Driftsfællesskabet Guldbogsund Agro driver et af landets største marksamarbejder med mere end 2.000 hektar. En Fendt 936 har været med på rejsen – og netop som vi producerede TraktorTech blev denne traktor efter 12.000 timer sendt på pension fra deres marker.

Historien starter tilbage i 2007, hvor Guldborgsund Agro bliver dannet, og indehaverne Henrik Vilhelmsdal og Kim Brockenhuus-Schack fra Vennerslund Gods køber den første Fendt-traktor til driftsfællesskabet. I januar blev den så afskibet til fordel for en ny og mere moderne Fendt 942.

Da Guldborgsund Agro har kontonumre for sine traktorer og redskaber til over 100.000 kr., har de overblik over økonomien i at have haft traktoren i 13 år. Prisen blev 147 kr. i timen, hvilket vurderes til at være fornuftigt og rimeligt.

Mellemregningerne skal du læse i TraktorTech.

Markante folk takker af

Det kan godt være, at den store omverden mest og alt noterede sig, at Amazons topchef Jeff Bezos valgte at trække sig som topchef i sidste uge. Jeg husker mest ugen for, at Bogballes Nils Jørn Laursen og Hardis Sten Kjelstrup valgte at steppe ned fra deres topposter på selvsamme dag, som Bezos valgte at steppe ned.

Jeg skal ikke udelukke, at Amazons forretningsmodel også kommer til at transformere de danske landbrugsmaskiner ude i fremtiden, men det er et par store profiler, som nu kaster sig ud deres næste kapitel her i livet. Læs mere her:

Succesrig topchef trækker sig ud af familiefirmaet

Ugens profil: Skabte overskud på halv mia. kr. på et årti

Direktørskifte hos Hardi

Det sker:

21. februar er der nye regnskabstal fra John Deere.  

New Holland har stor presseevent for internationale medier 23. februar – mon ikke der er nye traktormodeller på vej…

I Norge er en af de store maskinforhandlere gået ud med, at de er parat med nyt traktormærke. Er det mon en af de danske aktører – HC Petersen, Danish Agro Machinery eller Nellemann Machinery, som vinder nyt terræn?

Kigger vi lidt længere frem i året, så har Volvo og Scania gang i nogle spændende forsøg i Sverige. Ifølge landbrugsmediet ATL skal Volvo til at teste en eldrevet lastbil med en drivlinje på 400 kW og et batteri på 264 kWh. i kulden i Nordsverige, der skal fragte malm, mens Scania vil prøve en selvkørende lastbil af på motorvejen E4 mellem Södertälje og Jönköping.

Det var alt for denne gang. Ha’ en fortrinlig uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.