Morgenposten: Derfor må vi vente lidt ekstra på super digital traktor

Case IH har gang i lanceringen af en ny spændende traktor i Danmark, men tidshorisonten har skubbet sig for leveringerne af de første modeller, lyder det i morgens nyhedsgennemgang.

God mandag morgen.

En splitterny Case IH-model med nyt kørehåndtag, armlæn og en terminal, der indbyder til en masse nye, digitale funktioner kan nok lokke en del af danske traktorkøbere.

De må dog væbne sig med lidt større tålmodighed, når de krydser af på bestillingssedlen for tiden. Hvor det ellers var tiltænkt, at den nye Case IH Optum kunne leveres meget hurtigt her i efteråret og før nytår, så er tidshorisonten nu før forårsarbejdet.

Hvorfor det er sådan, kan du læse mere om lige om lidt.  

Først skal vi lige runde et par interessante nyheder.

90-årige Agners berømte ide

Den ene er som sådan ikke en rigtig nyhed. Men i forbindelse med Agner Laursen Thisgaard fødselsdag lørdag udsendte Fasterholt Maskinfabrik en omtale af en af deres grundlæggere. Den rummede bl.a. hstorien om, hvordan Fasterholt gik fra at være et serviceværksted til maskinproducent efter en indskydelse i et sommerhus en dag i 1970’erne.

Få historien her:  Da 90-årige Agner fik ideen til berømt dansk landbrugsmaskine

Semler-chef tager på racerbanen

I sidste uge blev det kendt, at Semler Agro skal have ny chef. Internt i Semler Gruppen kom nyheden ikke fra den ene dag til den anden. Semler Agro-chef Morten Buus kunne nemlig fortælle, at han for seks-syv måneder siden havde inddraget sin arbejdsgiver i sine planer om at stoppe. Når han til december stopper, så vil han nemlig hellige sig arbejdet med at støtte sønnens motorsportskarriere, der regnes for en af de mest lovende i dansk motorsport. På den måde er John Deere blevet skiftet ud med Porsche. 

Læs mere om ugens mest overraskende historie her:

Semler-chef har længe planlagt stop: Sønnens Porsche-karriere skal støttes

Semler Agro henter ny topchef fra bilbranchen

Restricted Optum

Og så til historien bag overskriften.

Martin Geert-Jørgensen, marketing manager hos Case IH beretter om, at der bliver produceret maskiner – om end tempoet ikke kan følge med efterspørgslen. Mens det danske traktormarked er nogenlunde normalt i år, så boomer det med ordrer fra andre markeder, hvilket giver store ordrebøger hos traktorproducenterne  – og så er der lige leveringskrisen oveni. Som vi har hørt fra mange andre steder, så bekræfter han for Danmark, at produktionen forstyrres af manglende leveringer fra underleverandørerne.

”Nogle uger er det udfordring med dæk. Det kan være sæder, chips. Mit indtryk er, at underleverandørernes planlægning er blevet sværere. Det er blevet lidt mere flydende”, siger han og ser dog, at eks. stålpriser ser ud til at have toppet.

Som før skrevet var det meningen, at den nye Optum skulle introduceres med rekordfart med demokørsler i sensommeren, og så skulle danske landmænd ellers lynhurtigt kunne få leveret deres den spritnye traktormodel.

”Vi have forventet at levere i november og december, men der kommer ca. fire måneders forsinkelse, hvis man vil bestille den præcis, som man vil have den. Langt de fleste vil kunne få dem til forårsarbejdet”, siger han og fortæller, at de allerførste demomaskiner bliver nogle af dem, som man kan få leveret på denne side af nytår.

Generelt siger han heldigvis også, at der står nye traktormodeller rundt omkring hos forhandlerne, som kan leveres.

”Forhandlerne har været gode til at bestille traktorer tidligt på året og få noget hjem, så de kan finde et eller andet, og vi har varer på hylderne”, siger han.

Såmaskinen der nok er større end dit behov

I sidste uge fik Väderstad med en journalistisk term også ”breaket” noget af en såmaskine. Den nye Väderstad Inspire er nemlig 12 meter bred og kan så med 15 km/t, hvilket jo alt andet lige giver noget af en kapacitet.

Väderstad såmaskine breder sig over 12 meter

John Deere-strejken – hvad skete der egentlig?

For nogle uger siden beskrev vi, hvordan mere end 10.000 John Deere ansatte var gået i strejke. For en uges tid siden indgik deres fagforening og John Deere så en aftale, der ville sikre dem op til 10 pct. lønforhøjelse, men da de skulle stemme om resultatet, så var det ikke nok. John Deere fik ikke en aftale – og meddeler nu, at man vil gå videre med andre planer. Hvordan de lige vil klare den, vides ikke – og hvad de mange folk, så vil gøre efter mange dages strejke er nok også et godt spørgsmål. Begge parter spiller højt spil, lyder spekulationerne bl.a. i denne artikel fra nyhedsbureauet AP, som ridser situationen meget godt op.  

Det sker

Og så skal vi ellers i gang med en særdeles spændende uge.

For dem, som går op i landbrugets interne politiske spil, peger pilen nok på et besøg til Herning og L&F’s delegeretmøde. For dem, som kan fikse maskiner, landbrugsmaskinmekanikerne, så skal man lige en kende mere nordpå.

Torsdag og fredag kåres Danmarks bedste lærling indenfor det felt nemlig. Og det sker i lyset af en solstrålehistorie. På mit cv står arbejdspladser hos statslige arbejdspladser, landbruget, DI og fagbevægelsen. Alle steder har der altid ligget en gordisk knude:

Hvordan får man flere folk ud til de mange gode lærlingepladser i ”de sorte fag”? For få år siden var der langt fra nok nye lærlinge til maskinværkstederne, som servicerer landbruget. Men mange års fokus på den gode uddannelse, jobs med udviklingsmuligheder – og formidlingen af andre unge man kan spejle sig – eks. via lærlingemesterskaberne, har givet en stærk øgning i antal unge, som i dag tager uddannelsen. Bag arbejdet står skolen HEG i Aars, men også arbejdsgiverne i Dansk Maskinhandlerforening og i øvrigt fagbevægelsen bidrager stærkt.

I denne nyhedsgennemgang skal vi naturligvis ikke tabe fokus. På torsdag og fredag handler det ikke om store makrotendenser og tilsøgningen til et erhverv – men kampen om en pokal.

Finalefeltet får du her:  

21-årige Malthe Thomsen fra Brdr. Thorsen Maskincenter i Nimtofte.

21-årige Emil Hedegaard Nielsen fra Valtec Skanderborg.

20-årige Carl Gornitzka, Nexø Smede- & Maskinforretning.

23-årige Johannes Dahm fra Yding Smedie & Maskiner.

Ha’ en fortrinlig uge. Måske ses vi i Aars på torsdag.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

 

PS: Helt uden for maskinernes verden. Det tegner til nok en spændende uge i Minkkommissionen. Torsdag skal bl.a. tidligere fødevareminister Mogens Jensen og hans tidligere særlige rådgiver Søren Andersen afhøres.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.